04. april 2014

Klosterforvalter, ildsjæl og musikforening får midtjyske kulturpriser

Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland har sat navne på årets kulturpriser

KulturPrisen 2013 går til klosterforvalter Janne Fruergaard Keyes på Ørslev Kloster. Hun får prisen for at have videreført og videreudviklet det enestående refugium for forfattere og kunstnere. Det oplyser uddelerne i en pressemeddelelse.

KulturVækstPrisen 2013 deles mellem to prisvindere. Den ene er ildsjælen Christina de Laurent Andersen. Hun er én af de største og mest markante personer i teaterlivet i Herning. Den anden er Foreningen Medspil, der har ydet en ekseptionel indsats for etableringen af et rytmisk spillested i Ringkøbing.

Stort samarbejde om pris

KulturPrisen 2013 gives for en bemærkelsesværdig indsats for kulturen i det midt- og vestjyske, og er et samarbejde mellem Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande samt Skive kommuner samt 75 kultursteder

KulturPrisen er på 15.000 kr. og et diplom. KulturVækstPrisen, som de to prismodtagere deler, er på 10.000 kr. og et diplom.

Priserne uddeles ved Kultursamarbejdets årlige generalforsamling. Den foregår på Limfjords-øen Fur d. 10. april med Skive Kommune som

Fakta om priserne

  • Det er 7. gang, de to kulturpriser uddeles.
  • Kulturpriserne er indstiftet i 2007 af bestyrelsen for Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland, der er et samarbejde mellem 75 kultursteder og syv kommuner.
  • De syv kommuner er Lemvig, Struer, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande samt Skive Kommune, der trådte ind i Kultursamarbejdet i begyndelsen af 2013.
  • Priserne overrækkes torsdag den 10. april 2014 kl. 18.45 i forbindelse med Kultursamarbejdets generalforsamling på Fur Bryghus.
  • Pressen er velkommen til at deltage.