28. april 2014

KL glæder sig over, at skolelederne tager ansvar

Det er meget positivt, at Skolelederforeningen bakker op om de forandringer, der er ved at ske i den danske folkeskole, og tager ansvaret på sig for at føre reformen ud i livet.

Det siger formanden for KL’s Børne- og Kulturudvalg Anna Mee Allerslev i en kommentar til kronik fra formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, lørdag i Politiken.

”Jeg ser i kronikken en klar udmelding om, at de danske skoleledere bakker op om folkeskolereformen, og at de tager ansvar for at føre reformen ud i livet, så den bliver en succes. Det kan jeg kun glæde mig over,” siger Anna Mee Allerslev.

Hun understreger, at skolereformen kræver god ledelse over for både medarbejderne, forældrene og børnene.

”Så skolelederne har et stort ansvar, og med reformen er det en endnu større opgave, de skal løfte,” siger Anna Mee Allerslev.

Stor og spændende forandringsproces

I kronikken skriver formanden blandt andet, at der med ændrede arbejdstidsregler og reformen åbner sig nye muligheder for at få alle elever til at lære mere og trives bedre. Og han understreger, at der i indsatsen for at gøre tingene anderledes og styrke kvaliteten er brug for en stærk og tydelig ledelse, der samtidig er motiverende og inddragende.

”Den danske folkeskole står over for en stor og spændende forandringsproces.  Og der er ingen tvivl om, at reformen og de nye arbejdstidsregler giver en styrket rolle til de enkelte skoleledere".

"Derfor er jeg glad for, at de danske skoleledere så klart melder ud, at de er parat til at tage den vigtige ledelsesopgave på sig, som der bliver brug for, når vi skal føre visionerne ud i livet,” siger Anna Mee Allerslev.

”Jeg er meget enig med Claus Hjortdal i, at hvis reformen skal implementeres med succes, kræver det et brud med vanetænkning og traditioner. Jeg mener, han har ret i, at det ikke bare er nye rutiner, men en kulturforandring af skolen, det handler om,” siger Anna Mee Allerslev.