28. april 2014

Esbjerg: Nu har vi fået styr på børne- og ungesager

Tilbage i 2012 havde Esbjerg Kommune sagsbehandlingsfejl i hovedparten af deres alvorlige børn- og ungesager. Med hjælp fra et Socialministeriets task force har kommunen arbejdet hårdt for at finde en løsning.

”Det føltes som et personligt angreb,” lød det fra socialrådgiver i Esbjerg Kommune, Manuela Senzikowski, til KL's opstartskonference for et nyt ledernetværk for kommunale chefer og ledere på udsatte børn og unge-området, som blev holdt i Odense, som havde til formål, at kommunerne kunne lære af hinanden. 

For tilbage i 2012 fandt Ankestyrelsen fejl i 77 ud af 100 alvorlige børnesager, og Esbjerg Kommune blev mødt af en mediestorm.

Et besøg fra rejseholdet hjalp

Kommunen fik dengang besøg af Socialministeriets nyoprettede task force, som stillede juridisk og socialfaglig ekspertise fra Ankestyrelsen og Socialstyrelsen til rådighed.

”Socialministeriets task force gjorde det klart for os, at rammerne for god sagsbehandling allerede eksisterede i kommunen. Vi havde en sammenhængende børnepolitik, og organiseringen på området fungerede. Men rammerne blev bare ikke implementeret,” sådan lød det fra Jørn Henriksen, direktør for Børne- & Kulturforvaltningen i Esbjerg Kommune, til dagens opstartskonference.

Kommunen har dog sidenhen arbejdet hårdt på at mindske antallet af fejl og sikre en mere succesfuld implementering af reglerne på området. Det fortalte Jørn Henriksen de fremmødte ledere fra landets kommuner.

Ledere skal lytte til socialrådgivere

For med et alt for højt antal alvorlige fejl på børne- og ungeområdet måtte kommunen finde en løsning. Her har Børne- og Kulturforvaltningen arbejdet hårdt for at forbedre kommunikation mellem rådgivere og ledere.

”Ledelsen skal være tilgængelig og nærværende for rådgiveren. Og så skal lederne have få og tydelige forventninger til dem. Desuden skal rådgiveren sige til, hvis planlægningen vælter,” sagde Jørn Henriksen.

Færre sager per rådgiver

Kommunen er allerede kommet langt, men er endnu ikke i mål endnu. Det forventer de dog at være i slutningen af 2014, fortalteJørn Henriksen.

Som et af redskaberne til at få det til at lykkes, er der blevet prioriteret, at sagsbehandlere på børne- og ungeområdet i Esbjerg Kommune ikke skal have flere end 37 sager på en gang.

”Tidligere havde vi mere end 60 sager. Nu arbejdes der på, at hver rådgiver højst skal have 37 sager,” forklarede Manuela Senzikowski.