30. april 2014

DF: Kommuner skal pålægges kædeansvar

Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og mener nu, at firmaer og kommuner skal pålægges kædeansvar ved lov. 3F mener, at der er tale om populisme.

Dansk Folkeparti foreslår, at Folketinget vedtager et begrænset kædeansvar, der ved lov skal pålægge kommuner og firmaer et ansvar, hvis underleverandører fx ikke udbetaler overenskomstmæssig løn. Det skriver Berlingske.

”Man kan se, at der i dag er flere og flere lande, der har lovgivet om kædeansvar - herunder Sverige. Med den social dumping, der er i Danmark, hvor vi kan se, at det er svært for virksomheder at konkurrere med dem, der svindler, så er det nødvendigt med lovgivning,” forklarer Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted til Berlingske.

DF har skiftet holdning

Forslaget går stik imod tidligere udmeldinger, partiet har lavet på området. Det skete, da det som støtteparti for den tidligere VK-regering lagde afstand til et lignende forslag i 2010 fra Socialdemokraterne og SF.

”Vi skal ikke gøre de danske arbejdsgivere ansvarlige. I stedet bør vi kræve, at alle udenlandske firmaer, der vil arbejde i Danmark, skal skrive under på, at de betaler samme løn, som den lokale overenskomst garanterer. De skal ikke tvinges til at skrive under på en LO-overenskomst, men de skal betale den gennemsnitlige løn på området,” sagde Bøgsted dengang. Det skriver Berlingske.

3F: Det er populisme

3F-formand Per Christensen mener dog ikke, at eventuelle regler om kædeansvar skal fastlægges ved lov, men at de skal aftales mellem arbejdsmarkedets parter. Desuden kalder han Dansk Folkepartis forslag for populistisk.

”Når jeg hører det her, så tænker man jo med det samme, at nu kommer der endnu et paradeforslag fra Dansk Folkeparti. Jeg har det sådan, at det er vigtigt, at politikerne fremsætter forslag, der også er realistiske, og som de forpligter sig til. Den her kovending fra Dansk Folkeparti er ren populisme i mine øjne og ikke noget, jeg kan tage seriøst,” siger formand for 3F Per Christensen til Berlingske.

Fakta

  • Kædeansvaret betyder, at den private udbyders underleverandører også skal overholde standarderne på det danske arbejdsmarked.
  • Staten og mange kommuner er allerede langt med at indføre arbejdsklausuler og kædeansvar i alle offentlige udbud, men ordningen er kun på frivillig basis.
  • På det private arbejdsmarked er der intet krav om kædeansvar. Både regeringen og LO-fagbevægelsen vil have en frivillig ordning udbredt. Dog er de enige om, at kommuner og regioner ikke skal tvinges til at indføre kædeansvar.

Kilde: Berlingske