10. april 2014

Borgmestre efterlyser Venstre-melding om havvindmøller

Venstres vil ikke give nogen garanti for de havvindmølleparker, som allerede er planlagt. Uacceptabelt, mener borgmestre og industri.

Folketingets partier skal her i foråret forhandle om en vækstplan, hvor Venstre kræver energiafgiftslettelser, og dermed kan der blive tale om reelle genforhandlinger af dele af den energiaftale fra 2012, hvor man besluttede at lave de to havvindmølleparker.

Venstre fastholder, at de ikke vil give en garanti for, at havvindmølleparkerne ved Horns Rev og Kriegers Flak er hellige - i forhold til at finde penge til at lette afgifter andre steder. Det skriver DR

"Vi går ikke til forhandlingsbordet og siger, at vi vil udsætte eller droppe havvindmølleparkerne. Men vi siger, at vi skal være parate og åbne til at sætte alt i spil," siger Venstres næstformand for Folketingets energiudvalg, Thomas Danielsen til DR.

Kommuner: Kan ikke arbejde med usikkerhed

I Esbjerg Kommune håber de på et havvindmølleprojekt ved Horns Rev og forberedelserne er i gang. Viceborgmester Jesper Frost fra netop Venstre opfordrer partifællerne på Christiansborg til at give industrien ro.

”Der ligger 7-8000 arbejdspladser i havvindmølleprojektet ved Horns Rev. Det er ret afgørende, at man kan regne med, at beslutningen om at etablere en havvindmøllepark ikke bare bliver lavet om,” siger Jesper Frost, der mener, at flere vestjyske kommuner 'har sendt et klart signal om en garanti'.

Jesper Frost bliver bakket op af borgmesteren i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S). For i Norddjurs Kommune sidder man lige nu og arbejder konkret på, hvordan eksempelvis Grenå Havn kan blive en del af havvindmølleprojektet på Kriegers Flak.

”Vi kan ikke arbejde med en usikkerhed om, hvad der kommer til at ske,” siger Jan Petersen til DR.

Industri: Usikkerhed på værste tidspunkt

Vindmølleindustrien mener, at politisk vaklen kan gøre havvindmølleparkerne dyrere end nødvendigt, fordi industrien så tøver med udvikling og investering af frygt for at bruge milliarder af kroner på ingenting. Derfor mener de, at det er fuldstændigt uacceptabelt, at Venstre ikke vil give en garanti på, at to ellers planlagte havvindmølleparker bliver ført ud i livet.

"Umiddelbart efter påske skal alle, der er interesseret i at bygge havvindmøller ved Horns Rev melde sig hos Energistyrelsen. Det skal de gøre på et tidspunkt, hvor der er maksimal usikkerhed om, hvor vidt energiaftalen står ved magt."

"Enhver kan se, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt," siger Jan Serup Hylleberg, administrerende direktør i Vindmølleindustrien.