16. september 2013

Leder: Jeg ringer da bare til kommunen

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, lægger i sin leder op til en diskussion af, om vi i lidt for høj grad lægger ansvaret over til det offentlige i stedet for selv at tage det hele og fulde ansvar.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Momentum bringer i dag historien om, at flere og flere henvender sig til kommunen for hjælp til at finde en bolig. Det er en tankevækkende historie på flere planer. Dels er det selvfølgelig bekymrende, at flere har svært ved at finde en bolig selv.

Men det er også tankevækkende og bekymrende, at flere kommuner melder, at det også er relativt ressourcestærke mennesker, som henvender sig til kommunen og klager deres bolignød. I Momentum-undersøgelsen siger et flertal af kommunerne, at borgerne stiller højere krav til bolig, end de gjorde tidligere.

Det giver måske anledning til at diskutere, om vi i lidt for høj grad lægger ansvaret over til det offentlige – i dette tilfælde kommunen – i stedet for selv at tage det hele og fulde ansvar.

Der er mennesker i dette land, og måske er der også blevet flere af dem i de seneste år, som har så få sociale og/eller økonomiske ressourcer, at de har brug for kommunens hjælp til at finde passende tag over hovedet.

Men i forhold til de mere ressourcestærke gælder vel, at selv om boligmarkedet måske er blevet sværere at ”tackle”, må det stadig være ens eget ansvar at finde den bolig, som bedst rammer ens ønsker til kvalitet og pris. Og hvis man ikke kan finde drømmeboligen, må man tage det næstbedste eller det tredjebedste. Det bør kun i yderste instans blive det offentliges problem, hvordan ressourcestærke danskere finder et sted at bo.

Den økonomiske krise har gjort det helt klart, at der er grænser for, hvad velfærdssamfundet kan levere, hvis vi samtidig skal opretholde et skatteniveau, som sikrer et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Og vi har brug for en åben diskussion af, om der er for mange, der opfatter velfærdssamfundet som noget, de personligt skal have mest muligt ud af. For så falder selve grundlaget for hele konstruktionen Velfærdsdanmark nemlig til jorden.

Måske kan kommunalvalget bruges som en passende anledning til, at politikere og vælgere drøfter, hvorfor vi egentlig har en velfærdsstat, og hvilke præmisser den skal bygge på. Det er i høj grad kommunalpolitikerne, der fastlægger serviceniveauet på velfærdsstatens kerneområder. Og ikke mindst, hvornår det offentlige tilbud gælder alle, og hvornår hjælpen skal forbeholdes dem, der ikke har ressourcerne til selv at tage ansvaret. Den diskussion er der god grund til at tage.