24. september 2013

Kvindelige politikere vil mobilisere nydanske stemmer

SF’eren Özlem Cekic og venstrekvinden Fatma Øktem rejser i disse dage rundt i landet for at aktivere danskere med anden etnisk baggrund i nærdemokratiet.

Hvis moderen stemmer, følger resten af familien trop. Derfor vil Özlem Cekic (SF) og Fatma Øktem (V) gå målrettet efter nydanske kvinder, når de skal hæve stemmeprocenten til kommunalvalget blandt danskere med anden etnisk baggrund.

De to politiske topkvinder er derfor taget på demokratisk Danmarkstur til områder med stor koncentration af flygtninge, indvandrere og efterkommere. Dét sker under overskrifte ”Nydanske Stemmer”.

”Jeg er overbevist om, at nydanskere vil føle sig som en større del af samfundsfællesskabet, hvis de vælger at bruge deres stemmeret. Jeg håber at resultatet af vores indsats bliver at flere vælger demokratiet til og ikke fra,” siger Özlem Cekic i en pressemeddelelse.

Kvinder flytter stemmer

Özlem Cekic (SF) og Fatma Øktem (V) er pt. de eneste kvindelige medlemmer af Folketinget, der har anden etnisk baggrund end dansk. Netop dét at de er kvinder, mener de selv arbejder til deres fordel, når de vil hæve stemmedeltagelsen ve det forestående kommunalvalg.

”Vi ved fra forskellige undersøgelser, at hvis kvinderne stemmer, så stemmer mændene og børnene også. Og så kan det jo ikke være bedre, at vi er netop to kvinder, som tager ud og fortæller folk, hvorfor de skal stemme,” siger Özlem Cekic til DR Nyheder.

”En aktiv deltagelse i vores demokrati kan betale sig, om man så bor i Gellerup eller i Hellerup. Det kræver bare, at man bruger sin stemme, og det budskab vil vi gerne være med til at sprede,” supplerer Fatma Øktem.

De to demokratiske talskvinder vil i løbet af de næste måneder blandt andet besøge beboere i Tingbjerg, Urbanplanen, Gjellerup, Horsens, Nivå, Vollsmose og Aalborg Øst.

Læs mere om projektet og find Özlem Cekic og Fatma Øktems turplan her.

Danskere med anden etnisk baggrund end dansk er også tænkt ind i KL’s kampagne ”Tænk dig om, før du ikke stemmer”, der vil fylde i gadebilledet og medier over hele landet frem til kommunalvalget 19. november.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Kampagne: Tænk dig om før du ikke stemmer

  • LINK

    Kalender for projektet Nydanske Stemmer