16. september 2013

Flere og flere går til kommunen for at få en bolig

Kommunerne får et stigende antal henvendelser fra borgere, der ønsker hjælp til at finde en bolig. Det viser en ny Momentum-undersøgelse blandt de ansvarlige for den kommunale boliganvisning. Borgerne er også blevet mere krævende og siger ofte nej til et boligtilbud.

»Jeg har ingen bolig. Jeg bliver smidt ud i eftermiddag. Hjælp mig!«

Sådan noget i den stil lyder det flere gange dagligt i telefonen eller ved skranken i Albertslund Kommune, fortæller leder af Borger- og Ydelsescenteret Jette Lau. Hun er blandt dem, der i en ny Momentum-undersøgelse har svaret, at der siden 2008 har været et klart stigende eller stigende antal henvendelser fra borgere, der ønsker kommunens hjælp til at finde en bolig.

Halvdelen af kommunerne beretter om den samme tendens. Hver tredje oplever, at antallet af henvendelser er uændret, mens kun cirka hver ottende kommune melder, at der er kommet færre henvendelser i de seneste år. Ifølge lovgivningen er kommunerne forpligtet til at anvise en bolig til borgere, der står i en socialt meget svær situation og dermed hører ind under den såkaldte ”husvilde-paragraf”. Men henvendelserne kommer fra en langt bredere gruppe end dem, der kan gøre sig noget realistisk håb om at komme under husvilde-paragraffen. Det fortæller blandt andre Lone Jacobi, boligkoordinator i Aalborg Kommune.

»I Aalborg Kommune prioriterer vi højest at hjælpe ressourcesvage borgere, som ikke selv er i stand til at skaffe sig en bolig. Der er dog en tendens til, at flere borgere, som rent faktisk selv burde finde bolig,  henvender sig til boliganvisningen med en forventning om, at vi skal hjælpe dem. I de tilfælde henviser vi dem til de enkelte boligorganisationers ventelister. I Aalborg har vi heldigvis ledige boliger og boliger med meget kort ventetid, så ingen behøver at stå uden tag over hovedet,« siger Lone Jacobi.

I Aalborg steg antallet af henvendelser alene fra 2011 til 2012 med 83 procent. Og foreløbig tyder alt på, at der kommer endnu flere henvendelser i 2013.

Hans Skifter Andersen, seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut, mener, at en af de væsentligste forklaringer på det stigende antal henvendelser til kommunerne er det fastfrosne boligmarked, som har præget de større byer og deres oplandskommuner i de senere år.

»Der sker normalt sådan en form for oprykning, hvor unge familier på et tidspunkt får råd til at købe sig en ejerbolig i forstaden og flytter fra deres lejelejlighed. Men i de seneste år har mange familier ikke længere haft råd til en ejerbolig og bliver derfor boende i for eksempel København. Det vil sige, at de sidder som en prop i systemet, fordi deres lejligheder skulle have været frigjort til dem, der kommer udefra, er flyttet hjemmefra eller er blevet skilt. Altså folk, der har akut brug for en bolig og kun har råd til en lejebolig,« siger Hans Skifter Andersen.

Han vurderer samtidig, at stigende arbejdsløshed og den økonomiske krise formentlig har betydet, at nogle familier og enlige har fået sværere ved at betale for de boliger, de gerne vil have, og derfor søger flere om kommunens hjælp.

Have, gæsteværelse og plads til hunden

Kommunerne i Momentum-undersøgelsen oplever ikke blot, at de får flere henvendelser, men også at borgerne er blevet mere krævende. 58 procent af kommunerne svarer, at borgerne har fået højere eller meget højere forventninger til kvaliteten af den bolig, som kommunen kan anvise. Og kun én procent oplever, at forventningerne er blevet lavere.

Samtidig siger næsten en tredjedel af kommunerne, at de meget ofte eller ofte oplever borgere, der ender med at takke nej til den bolig, som kommunen anviser. Dertil kommer hele 38 procent, som nogle gange oplever, at borgerne takker nej.

»Vi oplever helt klart, at folk stiller større krav til boligen. Rigtig mange siger nej til et tilbud. Beliggenheden er ikke rigtig, der er ikke rum nok, eller også kan de ikke have hunden med. Der er rigtig tit noget i vejen,« siger Lone Jacobi, boligkoordinator i Aalborg Kommune.

Den samme oplevelse har Jette Lau, leder af Borger- og Ydelsescenteret i Albertslund Kommune.

»Folk er blevet mere krævende. De vil ikke betale særlig meget i husleje, men der skal være det ene og det andet bord, køleskab, mikrobølgeovn, nyt keramisk komfur og sådan noget. Man er ikke tilfreds bare med en bolig. Det er ikke på samme måde som i gamle dage, hvor det var et akut behov. Kommunen har jo kun en akutliste og er ikke et boligselskab. Men holdningen er, at hvis man går ned på kommunen, må kommunen da finde noget til en,« siger Jette Lau.

Bolig giver status

Men sådan er virkeligheden langt fra. Albertslund Kommune foretager en individuel, konkret vurdering af hver enkelt henvendelse, og kun dem, som har presserende sociale problemer og ikke selv kan finde en bolig, kan regne med hjælp fra kommunen.

De mange, som henvender sig, fordi ”de bare ikke gider” finde en bolig selv, får et pænt afslag med henvisning til de hjemmesider, hvor de selv kan søge efter en bolig. Og de, der får tilbudt en bolig fra kommunen, må finde sig i, at det ikke nødvendigvis bliver drømmeboligen, men en ganske almindelig almen bolig.

»De får et tilbud, som vi finder passende, og der tager vi ikke hensyn til ønsker om for eksempel en have. Vi finder selvfølgelig en stuebolig, hvis man er gangbesværet, har sklerose eller et eller andet. Men er det en helt almindelig familie, tager vi for eksempel ikke højde for, at de måske har en hund, som ikke kan lide at gå på trapper,« siger Jette Lau, leder af Borger- og Ydelsescenteret i Albertslund.

Selv om mange får afslag på deres henvendelse om kommunal hjælp til at finde en bolig, gør både Albertslund, Aalborg og en række andre kommuner dog undtagelser, når de får henvendelser fra ressourcestærke borgere med faste job og stabile indtægter. De kan nemlig medvirke til at skabe en bredere beboersammensætning i boligområder, hvor der har været problemer på grund af mange beboere med sociale problemer og uden job.

Momentum-undersøgelsen viser også, at over halvdelen af kommunerne udnytter den anvisningsret på op til 25 procent af de almene boliger i kommunen, som de har ifølge loven. Dertil kommer oven i købet en fjerdedel af kommunerne, som har indgået særlige aftaler med boligselskaber om udvidet anvisningsret, så kommunerne nogle steder har lov til at anvise til alle ledige lejligheder.

Men i rigtig mange tilfælde takker de ressourcestærke borgere nej til at bo i bestemte områder, selv om de har henvendt sig til kommunen for hjælp til at finde en bolig. Det overrasker ikke Hans Skifter Andersen, seniorforsker i Statens Byggeforskningsinstitut.

»Der har været meget dårlig medieomtale af almene boliger og især nogle boligområder i de seneste år, og på den måde er de blevet stigmatiseret, selv om folk stort set ikke ved noget om de konkrete områder. Det handler også om status. Stedet, hvor man bor, har utrolig stor betydning for ens status. Og der er grænser for, hvor meget man vil gå ned i status for at få en bolig,« siger Hans Skifter Andersen.

Kommunens ansvar?

Liberal Alliances boligordfører Ole Birk Olesen er noget rystet over, at kommunerne oplever en klart stigende tendens til, at folk går til kommunen for at finde en bolig. Han ser det som led i en udvikling, hvor stadig flere danskere finder det legitimt at ulejlige det offentlige med ting, som rettelig burde være deres eget ansvar.

»Det er et udtryk for, at man henvender sig til kommunen på forkerte forudsætninger. Der har måske bredt sig den opfattelse, at kommunen er en boligformidlingscentral, som ganske almindelige mennesker bare kan ringe til for at få nogle flere valgmuligheder i forhold til at få den bolig, som man helst vil have,« siger Ole Birk Olesen.

SF’s boligordfører Eigil Andersen ser ikke undersøgelsen som et tegn på, at danskerne er blevet for forkælede og peger på, at kommunernes tilgang til boliganvisning er meget forskellig. Han henviser konkret til, at eksempelvis Aarhus Kommune tydeligt på kommunens hjemmeside gør klart, at man kun kan hjælpe folk i en meget akut, svær situation. Omvendt skriver Ballerup Kommune på dens hjemmeside, at det er helt legalt at ønske sig en anden lejlighed, måske større, billigere eller med en anden beliggenhed, og det vil kommunen også gerne være behjælpelig med.

»Så er det jo helt naturligt, hvis jeg som borger tager imod den mulighed. Det har ikke noget at gøre med, at den enkelte flygter fra sit ansvar. Men så kan jeg da godt forestille mig, at nogle så vil sige nej til et tilbud. Jeg er til gengæld overbevist om, at hvis man står uden tag over hovedet, så vil alle sige ja til den bolig, som de bliver anvist,« siger Eigil Andersen, som finder det helt fint, at kommunerne selv bestemmer deres tilgang og omvendt selv må ændre praksis, hvis de synes, der kommer for mange henvendelser om bolighjælp.

For Ole Birk Olesen er det dog indlysende, at kommunen kun skal hjælpe borgere, der har et alvorligt boligsocialt problem.

»Jeg synes, at det burde sidde på rygraden af enhver dansker, at hvis man er et almindeligt ressourcestærkt menneske, har man også en pligt til selv at finde en bolig på det boligmarked, der nu engang er. Og man skal ikke benytte sig af, at der er en særlig husvilde-paragraf, som kommunen skal administrere, og som er forbeholdt nogle, der står i akut bolignød,« siger Ole Birk Olesen.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE