23. oktober 2013

Københavns kommune og Gefion Gymnasium uddanner ældre til digital selvbetjening ved Operation Dagsværk

I forbindelse med den kommende Operation Dagsværk den 6. november 2013 har Københavns kommune indgået et samarbejde med Gefion Gymnasium, hvor eleverne får mulighed for at få kursus som digitale ambassadører. Derefter kan de tjene penge til Operation Dagsværk og samtidig uddanne naboer, bedsteforældre eller andre i digital selvbetjening.

Operation Dagsværk er dagen, hvor danske unge på ungdomsuddannelserne giver et bidrag til udsatte og fattige verden over. I år skal eleverne ud og hente økonomisk bidrag til Sierra Leone i Vestafrika, som har en af verdens fattigste befolkninger.

I den forbindelse har Københavns kommune udtænkt et smart koncept, der favner flere interessenter. Konceptet bliver i år udrullet som et pilotprojekt og skal muligvis til næste år favne flere af uddannelsesinstitutionerne.

Borgerservicechef for Københavns kommune, Kent Skytte, fortæller: ”Vi sender vores digitale undervisere til Gefion Gymnasium om morgenen. Så får eleverne mulighed for at få kompetencegivende kursus på to timer, og derfra kan de tage ud til nogle af de ældre i deres netværk og undervise dem i digital selvbetjening.”

På en sådan måde favner konceptet både de unge på ungdomsuddannelserne, der skal have indsigt i digital selvbetjening, og de ældre, som kan lære af de unge. Københavns kommune har også særskilt fokus på de ældre. I uge 43 har de påbegyndt et andet pilotprojekt, hvor kommunen uddanner besøgsvenner, så de kan fungere som hjælp til det digitale for de ældre borgere. Projektet løber i Sydhavn i samarbejde med hjemmeplejen.

Med begge pilotprojekter er Københavns kommune ude at få hjulpet de ældre – og til Operations Dagsværk den 6. november får både de unge og de ældre et digitalt løft. Til gavn for borgerne i København og befolkningen i Sierra Leone.

Kontakt borgerservicechef for Københavns Kommune Kent Skytte på ksk@okf.kk.dk for yderligere info.