09. oktober 2013

Aalborgenserne mest tilfredse med deres by

I en ny europæisk undersøgelse indtager Aalborg førstepladsen som den by, borgerne er mest tilfredse med. Det vækker stor glæde hos rådmanden, der tror på en fortsat god udvikling for byen.

EU-Kommissionen har gennemført en undersøgelse i 83 europæiske byer for at undersøge borgernes tilfredshed med deres by. Her kommer Aalborg ind på en flot førsteplads, da aalborgenserne rangerer den nordjyske by bedre, end konkurrenterne har rangeret deres hjembyer.

Et udsnit på 500 borgere er på knapt 30 spørgsmål blevet bedt om at udtrykke deres livskvalitet i relation til det sted, hvor de bor. Konkurrencen er skarp, for 80 procent af borgerne i de 83 byer er faktiske tilfredse. Men Aalborgs borgere er stadig mest tilfredse.

Rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling, Thomas Kastrup-Larsen (S), er begejstret for undersøgelsens resultater, som bekræfter den positive udvikling, han oplever i Aalborg Kommune.

”De fremlagte resultater er rigtigt flotte og understreger det lille nordjyske mirakel, der er ved at blive skabt i Aalborg Kommune. Det er mit indtryk, når jeg snakker med borgerne, at der er både stolthed og glæde over den udvikling, der sker i Aalborg,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Han lægger blandt andet vægt på, at der de seneste år er skabt flere arbejdspladser i byen. Derudover er byen blevet en attraktiv uddannelsesby, som har givet en tilflytning på ca. 2500 borgere om året.

Rådmanden understreger dog, at undersøgelsen ikke må blive en sovepude for politikerne. Der er nemlig stadig store opgaver forude, i forhold til at få skabt flere jobs til færdiguddannede, ligesom der skal lægges meget arbejde i udviklingen af letbanen i Aalborg.

 

YDERLIGERE MATERIALE