19. november 2013

Borgerne skal hjælpes til at kunne selv

Vi skal alle have mulighed for at være selvhjulpne i længere tid end i dag, og det er et væsentlig kommunalt ansvar at understøtte, at det kan lade sig gøre, skriver Jacob Bundsgaard i debatindlæg.

Af Jacob Bundsgaard (S)
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg

Vi er hver især eksperten i vores eget liv. Derfor skal vi have mulighed for at være selvhjulpne i længere tid end i dag.

Jeg ser det som et væsentlig kommunalt ansvar at understøtte, at det kan lade sig gøre. Det gør vi bl.a. via den rehabiliterende tilgang til støtte, hvor teknologiske hjælpemidler vil spille en stadig voksende rolle i de kommende år.

Det giver livskvalitet og frihed at kunne klare sig selv.  Men for nogle borgere opleves det som en omvæltning at skulle betjene hjælpemidler og teknologiske løsninger. Nogle føler sig usikre. 

Borgerne skal ikke have oplevelsen af at være blive efterladt med en usamlet IKEA-reol, men skal tilbydes støtte og træning i at bruge de nye hjælpemidler, så det fungerer i deres rammer. Og de, der er forhindrede i at benytte nye løsninger, vil fortsat kunne få hjælp.

Hvis der er relevante hjælpemidler, der giver borgeren mulighed for at klare de fleste ting i hverdagen selv, skal borgerne have tilbudt disse. Et hjælpemiddel skal dog ikke kun virke, når det bliver afprøvet i hjælpemiddelcentralen, på et omsorgshotel og lignende. For det vigtigste er, at det fungerer hjemme hos borgeren.

Det skal betyde en lettere og bedre hverdag, hvor man ikke skal vente på, at hjemmehjælperen kommer forbi og hjælper med at få tøjet på, maden spist eller får vinduet lukket, når det trækker.

Vi skal derfor engagere medarbejdere og borgere endnu mere, da det er dem, som bruger og skal bruge hjælpemidler og teknologiske løsninger i deres arbejde og hjemme i stuen. De ved, hvad der virker, og kan sikre, at det også kommer til at virke for andre.

Som et godt eksempel vil jeg nævne Vikærgården i Aarhus, som er et ”sundheds- og omsorgshotel”. Her arbejder man netop ud fra en filosofi om, at man træder stien, mens man går. Træningen foregår i et tæt samspil med borgeren, da man dermed får et individuelt forløb, der giver gode resultater på kort og langt sigt. Borgeren opnår selvstændighed og tager ansvar for egen træning – også efter man er kommet hjem i vante rammer.

Det er afgørende, at lovgivningen ikke spænder ben for de gode og nytænkende løsninger. Hvis en løsning fx kræver, at der skal arbejdes på tværs af ressortområder, kommunegrænser, mellem sektorer eller lignende, så skal lovgivningen være up to date og give mulighed for, at der findes fleksible løsninger.

Det gælder både i forhold til indkøb af hjælpemidler og velfærdsteknologi, når der skal visiteres, og når der skal deles informationer og viden om den enkelte borgers behov og præferencer.

Og så er jeg nødt til at nævne, at uden adgang til en velfungerede bredbåndsdækning går det ikke. Bredbånd er et fundament, der skal være på plads.

Mangel på bredbåndsdækning er en væsentlig barriere for, at en borger fx kan deltage i genoptræningsforløb hjemme i stuen. Det er staten – i samarbejde med markedet – som må sørge for, at den nødvendige infrastruktur er på plads.

****************************************************

Indlægget er blevet bragt på www.altinget.dk