11. november 2013

Ældrepleje er det hotteste valgtema

Ældrepleje er det vigtigste emne for vælgerne op til kommunalvalget, viser en ny Momentum-undersøgelse. Kommunalforsker peger på, at det er et område, der principielt berører os alle og indeholder håndgribelige spørgsmål i velfærdsdebatten.

Ældreplejen har taget et gevaldigt hop i vælgernes bevidsthed i de seneste måneder op til kommunalvalget på tirsdag. Hvor kun 29 procent havde ældrepleje på deres top tre over valgets vigtigste temaer i juli, viser en ny Momentum-måling, at hele 40 procent nu har ældrepleje i tankerne, når de skal sætte krydset. Beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik er det næstmest prioriterede emne med 37 procent, mens der er et hop ned til skat og sundhed, der begge ligger på 26 procent.

Ifølge Ulrik Kjær, professor og valgforsker på Syddansk Universitet, skal forklaringen på ældreområdets førsteplads sandsynligvis findes i det faktum, at det er et område, som principielt berører os alle sammen.

»Samtidig er spørgsmål, som hvor tit man skal have besøg af hjemmehjælpen og kvaliteten af ældremaden, lettere at forholde sig til i valgkampen end spørgsmål på andre områder. Desuden er der også mange vidtrækkende diskussioner på området, som eksempelvis hvor meget frivillige og velfærdsteknologi skal fylde. På den måde bliver ældreplejen et område, hvor de lidt mere luftige velfærdsdiskussioner får kød og blod på,« siger Ulrik Kjær.

Også andre mere klassiske velfærdsydelser som daginstitutioner og folkeskole er steget, uden at nogen af dem dog er i top fem på vælgernes dagsorden. Ulrik Kjær mener også, Momentum-undersøgelsen viser, at det bliver et kommunalvalg, der kommer til at handle om mange forskellige ting.

»Ikke mindst den økonomiske krise har gjort, at sådan noget som vækst, beskæftigelse og økonomi spiller en ret stor rolle. Derudover er de store velfærdsydelser som ældre, folkeskole og daginstitutioner altid vigtige, fordi de rammer mange vælgere, men også fordi der med den anstrengte økonomi i mange kommuner skal prioriteres inden for og mellem områderne,« siger Ulrik Kjær.

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE

  • Hvilke af følgende emner vil især være afgørende for, hvor du sætter dit kryds til kommunalvalget den 19. november? Max tre svar i prioriteret rækkefølge - første prioritet

  • JPG

    Om undersøgelsen (1)