05. marts 2013

Splittelse blandt skoleledere

Mens formanden for de kommunale skoleledere bakker op om, at lærernes arbejdstidsaftale skal ændres, så er de frie skolers ledere bekymrede for, at det vil give mere bureaukrati.

66 pct. af medlemmerne af Frie Skolers Ledere mener, at skolernes administrative byrde bliver øget, hvis det lykkes Finansministeriet, som er arbejdsgiver for lærerne på privatskoler, at fjerne arbejdstidsaftalen. Det viser en ny rundspørge, som medlemsmagasinet Frie Skoler har gennemført blandt 250 medlemmer, skriver Information.

”Vi bliver bedt om at regne lærernes arbejdstid ud efter, hvad de præsterer, men hvordan kan vi måle det, når vi ikke har regler af følge? Så er vi nødt til at forhandle med hver enkelt lærer ude på de enkelte skoler, og det vil føre mere bureaukrati med sig,” siger formand for Frie Skolers Ledere, Mogens Lorentzen, til Information.

Forstår ikke kritikken

Formanden for de kommunale folkeskoler, Anders Balle, er dog ikke enig i den holdning.

”Den del af bureaukratiet, som der skal være, bestemmer vi selv. Jeg vil ikke anbefale, at man laver en hel masse bureaukrati. Moderne skoledrift er i mine øjne, at lærerne er til stede på skolen, og så skal de lave det, der er nødvendigt. Det nødvendige er undervisning og forberedelse,” siger Anders Balle til Information.

Heller ikke finansminister Bjarne Corydon (S) forstår kritikken.

”Det afgørende for mig er, at vi giver lærerne de samme fleksible og moderne arbejdstidsregler, som vi kender fra andre arbejdspladser. Det vil ikke indebære mere bureaukrati. Tværtimod skal vi væk fra det nuværende timetælleri, hvor lærernes arbejdstid er fastlåst i små bureaukratiske og rigide kasser,” skriver finansministeren i et svar til Information.

 Læs mere om overenskomstforhandlingerne

Kan mine børn komme i skole? Få spørgsmål og svar om lockout her

Læs mere om overenskomstforhandlingerne 2013 og konflikten

Se, hvorfor KL ønsker at modernisere lærernes arbejdstid på meretidsammen.dk