12. marts 2013

Site om lærer-arbejdstid populært

KL’s website www.meretidsammen.dk har på kort tid fået 48.000 besøg. På siden kan man læse om KL’s visioner for en bedre folkeskole.

Hvorfor vil KL afskaffe lærernes nuværende arbejdstidsaftale? Hvordan skal fremtidens skole se ud? Hvor meget underviser lærerne egentligt? Og kan mit barn komme i skole, hvis der bliver konflikt?

Disse og mange andre spørgsmål kan man få svar på, hvis man klikker ind på KL’s side om overenskomstforhandlingerne med lærerne, www.meretidsammen.dk

Det har 48.000 besøgende – heraf 42.000 unikke brugere – gjort, siden meretidsammen.dk gik i luften. På sitet kan de besøgende blandt andet orientere sig om, hvorfor KL ønsker en omlægning af lærernes arbejdstidsregler, og blive opdateret på sidste nyt i forhandlingerne.

Myter og fakta

Kommunikationschef  i KL, Line Aarsland, håber, at mange flere vil orientere sig og søge svar på meretidsammen.dk

”Når KL tager så alvorligt et skridt som at varsle konflikt, er det vigtigt, at man kan få informationer og baggrund for det. Fra KL’s side handler det om, at vi gerne vil have en endnu bedre skole med mere kvalitet for alle elever. Derfor vil vi gerne af med lærernes nuværende arbejdstidsaftale, hvor alt skal forhandles i detaljer med lærerens fagforening. Derfor oplyser vi om det på siden,” siger Line Aarsland.

Hun fortæller, at indholdet er bygget op, så man kan få KL’s visioner for en styrket kvalitet, kort fakta om de nuværende forhold samt uddybende baggrundsmateriale, hvis man vil dykke ned i det. Derudover er der også en brochure, som kan downloades af kommuner og andre, der ønsker materiale om sagen. 

”Det er meget positivt, at så mange indtil nu har gjort brug af denne informationskanal til at blive klogere på de myter og fakta, der dominerer debatten om lærernes arbejdstid,” siger hun. 

Hvorfor lockout?

Trafikken var især markant på dagen, hvor KL varslede, at lockout af lærerne kan blive nødvendig i processen hen imod en fælles aftale med Lærernes Centralorganisation (LC).

Hele 3000 danskere besøgte på dagen for KL’s lockout-varsling sitet, hvor de både kunne blive klogere på årsagerne bag KL’s beslutning og blive afklarede med, hvad en eventuel lockout vil komme til at betyde i praksis.

Meretidsammen.dk vil, frem til en endelig aftale er i hus, fortsætte med at byde besøgende velkommen og levere svar på alle de spørgsmål, der måtte trænge sig på under forhandlingerne mellem KL og LC.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Besøg KL's informationssite www.meretidsammen.dk