24. juni 2013

Mange kommuner har ferietilbud til børnene

Næsten 9 ud af 10 kommuner tilbyder sommerferieaktiviteter til børnene lige fra traditionelle idrætsgrene til cirkus, hundetræning, børnespeedway og madskoler. Det viser ny Momentum-undersøgelse. Aktiviteterne er velbesøgte og en god idé, mener forsker. Det kræver dog en ekstra indsats, hvis man vil have de socialt svageste børn til at deltage.

Når klokken på fredag ringer ud for sidste gang i dette skoleår, kan landets folkeskolelever se frem til cirka seks ugers sommerferie. Med så mange fridage kunne kedsomheden melde sig, men der er hjælp at hente, for i hele 87 procent af landets kommuner bliver der lavet forskellige former for aktiviteter for børn i sommerferien. Det viser en ny Momentum-undersøgelse blandt kommunernes kultur- og fritidschefer.

Og det er langt fra ”bare” traditionel idræt, der bliver tilbudt.  Mange steder kan man vælge imellem et væld af anderledes tilbud som eksempelvis kagebagning, fif til at lægge makeup, børnespeedway, rollespil, hundetræning, cirkus, teater- og museumsbesøg og mad- og billedkunstskoler.

Sorø Kommune er en af de kommuner, hvor man igennem flere år har tilbudt sommerferieaktiviteter til børnene. Og her tilbyder man igen i år et væld af aktiviteter til børnene. Kommunen støtter aktiviteterne økonomisk, men det er Sorø Sportsråd, paraplyorganisation for idrætsforeningerne i kommunen, der er tovholdere på aktiviteterne, og selve tilrettelæggelsen af aktiviteterne udføres af fem frivillige idrætsledere.

»Vi har som ambition, at der skal være et tilbud til børnene hver eneste dag i skolernes sommerferie, og det er lykkedes. Foreningerne er endda så interesserede, at vi en enkelt dag har 14 forskellige aktiviteter. Børnene møder også talstærkt op til aktiviteterne. Deltagertallet har svinget mellem 1.300 og 2.400 i de senere år,« siger Ole Ring, Sorø Sportsråds koordinator for sommerferieaktiviteterne i Sorø Kommune, hvor der i alt er cirka 4.000 børn i skolealderen, som tilbuddene henvender sig til.

Hjælp mod kedsomhed

Ole Ring fortæller, at foreningerne også har grund til at være interesserede, da de oplever, at aktiviteterne er med til at skaffe flere medlemmer. Han fastslår, at det især er de traditionelle idrætsgrene, der bærer sommertilbuddene, men at man også igennem årene har fået udvidet aktiviteterne med mange utraditionelle tiltag.

»Der skal helst være noget for alle. Og det er jo ikke alle, der vil spille bold, så i år tilbyder vi blandt andet kagebagning, fif til makeup, børnespeedway, thaiboksning, fisketur, ligesom du kan lære at køre på ethjulet cykel. Så der skulle være lidt for enhver smag,« siger Ole Ring.

Varde Kommune oplever også stor interesse for kommunen og foreningernes sommerferieaktiviteter for børn, fortæller kulturkonsulent i Varde Kommune Anni Pedersen. Kommunen har ud over de traditionelle endagsarrangementer uden tilmelding og gebyr de senere år med stor succes forsøgt sig med længere forløb til et beskedent beløb.

»Vi har tidligere holdt junior masterchef, hvor børnene blev undervist i at lave mad af en kendt kok, hvilket var en forrygende succes. Og i år har vi Danseballaden, hvor en professionel danser underviser i dans, og man slutter med en danseforestilling. Vi gentager også succesen med sommerbilledskole, hvor en kunster underviser i at male og tager børnene med ud at se på kunst. Begge dele er der stor rift om,« siger Anni Pedersen.

Hun fortæller, at man generelt har en del kulturelle ting på programmet ud over idrætten. Man kan eksempelvis besøge en bunker, komme med på museumstur, se de skjulte dyr på Vesterhavets bund og komme til friluftskoncert.

Fra Varde Kommunes side er man rigtig glade for samarbejdet med de lokale foreninger og mulighederne for ad den vej at kunne tilbyde kommunens børn sommerferieaktiviteter.

»Målgruppen er især de hjemmegående børn, for hvem sommerferien kan komme til at virke lidt lang. Disse aktiviteter kan være med til, at der sker lidt i de uger, hvor forældrene må arbejde. Eller give gode oplevelser til børnene i de familier, hvor der måske ikke er overskud til, at der sker så meget i ferien. Vi går derfor også efter, at aktiviteterne skal være gratis eller med et beskedent deltagergebyr,« siger Anni Pedersen.

Hun forklarer, at kreativiteten er lagt ud til de frivillige foreninger, som til gengæld kan få materialer og honorar til undervisere betalt. Kommunen forventer på den konto at bruge 80.000 kroner på årets sommerferieaktiviteter.

De svageste skal have et skub

Karen Margrethe Dahl, ph.d.-studerende ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, forsker blandt andet i børns fritidsliv og trivsel. Hun mener, det er en god idé, at kommunerne arrangerer nogle fritidsaktiviteter til børnene i sommerferien.

»Der er mange børn, der keder sig lidt i de uger, hvor de ikke er sammen med deres forældre. For mange af dem vil det jo være rigtig fedt at opleve en masse spændende ting og få et netværk til nogle andre børn. Og samtidig kan det måske være med til at skabe lidt færre ballademagere, der keder sig,« siger Karen Margrethe Dahl.

Hun understreger dog, at forældrene ikke bare skal sende børnene af sted hele tiden, da børnene så hurtigt vil føle det som en parkeringsplads frem for et spændende tilbud. Samtidig mener hun, at det kræver en ekstra indsats fra kommuner og foreninger, hvis man skal få de allersvageste med.

»Forældre, der har svært ved at overskue at holde ferie med deres børn, har nok også svært ved at få dem meldt til eller sendt af sted. Og for børn med svagere personlighed kan det være svært at indgå i en sammenhæng, hvor man skal være sammen med en hel masse fremmede børn. Så det vil kræve lidt hjælp udefra til at komme af sted. Men grundlæggende er det fint at have tilbuddene, for der er nogle af de svagere, der godt kan tage imod tilbuddet og få en stor gevinst ud af det,« siger Karen Margrethe Dahl.

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE