22. februar 2013

KL afviser at udskyde forhandlinger om nye arbejdstidsregler

Danmarks Lærerforening foreslår, at de afsluttende forhandlinger om lærernes arbejdstid udskydes, til det præcise indhold af en skolereform er kendt. KL afviser.

KL afviser et forslag fra Danmarks Lærerforening om, at de afsluttende forhandlinger om lærernes arbejdstid udskydes, til man kender det præcise indhold af en kommende skolereform.

Bondo: Giver mening at vente

Forslaget fra lærerne kommer efter, at KL tidligt fredag aftalte med pædagogernes forbund BUPL, at der først skal forhandles om nye arbejdstidsregler for skolepædagogerne, når man kender det nærmere indhold af den kommende skolereform.

”Vi har hele tiden ment, at det giver mest mening vente på, at folkeskolereformen er vedtaget, før vi forhandler arbejdstid, så vi kender rammerne om arbejdet i folkeskolen".

"Derfor er det meget positivt at se, at KL med skolepædagogerne er nået til samme konklusion,” siger formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

KL: Det holder ikke

Men den sammenligning holder ikke, mener man i KL:

”Skolepædagogerne får en helt anden rolle og funktion, hvis regeringens tanker om en skolereform bliver gennemført, og det er det, som er baggrunden for vores aftale med BUPL,” siger formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler til KL.dk.

”For lærerne forholder det sig helt anderledes, for KL har et ønske om at komme af med den nuværende arbejdstidsaftale for lærerne, helt uafhængigt af om der gennemføres en folkeskolereform, og hvordan den præcist kommer til at se ud. Det giver derfor ingen mening at udskyde forhandlingerne,” understreger den kommunale topforhandler.

KL og Lærernes Centralorganisation mødes på tirsdag til de afsluttende forhandlinger om en ny overenskomst for de næste to år.

 Læs mere om overenskomstforhandlingerne

Kan mine børn komme i skole? Få spørgsmål og svar om lockout her

Læs mere om overenskomstforhandlingerne 2013 og konflikten

Se, hvorfor KL ønsker at modernisere lærernes arbejdstid på meretidsammen.dk