06. september 2012

Teknik og miljø vil nytænke – og må gerne kopiere

På Kommunernes Netværksdage handler det om at netværke, samarbejde og tænke nyt sammen. Og til det formål blev der spillet brætspil.

I disse dage er over 100 kommunale medarbejdere og repræsentanter fra private virksomheder og forskningsinstitutioner samlet til Kommunernes netværksdage. Her er der fokus på, hvordan det kommunale teknik- og miljøområde og grøn omstilling spiller sammen.

Onsdag spillede deltagerne sammen - imod brættet - for at få flest mulige point. Målet var at skabe en innovativ kultur, innovative løsninger og nå innovative mål.

KL har i samarbejde med spilfirmaet GameTools udviklet en case om kli-matilpasning til et brætspil om innovative samarbejder.

Ikke nemt at bryde vanerne
Det gik godt - for mange. Og alle oplevede, at det ikke er nemt at tænke nyt og komme ud over vanetænkningen. Men rundt om alle bordene, hvor de offentlige og de private var samlet, var viljen til stede. Og det var et godt afsæt for erfaringsudveksling imellem deltagerne.
 
”Det er ikke afgørende, om innovation stammer fra en opfindelse eller en kopiering,” sagde professor Jacop Torfing foran en forsamling af kommunale og private. De bruger bl.a. de to dage sammen på at komme nærmere, hvordan vi kan fremme de gode samarbejder mellem offentlige og private og skabe grøn vækst.

Kopier løs
Og netop kopiering er noget, som deltagerne har arbejdet med på net-værksdagene. Hvor er de gode projekter? Hvem havde de med? Hvordan blev de finansieret?

Alle de ideer, deltagerne sammen kunne komme op med, blev skrevet ned - og de mange ideer hænger nu til fri kopiering af alle deltagerne.

Kommunernes Netværksdage afholdes den 5. og 6. september 2012 på Comwell Kolding.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Kommuner netværker sig til grøn omstilling