19. marts 2012

Vraget S-kandidat skifter til Venstre

Venstres gruppe i Hedensteds byråd har fået et nyt medlem. Det er Bent Poulsen, tidligere borgmesterkandidat for Socialdemokraterne.

Bent Poulsen har siden januar i år været løsgænger, efter at hans socialdemokratiske byrådsgruppe præsenterede ham for et mistillidsvotum.

Det nye V-medlem siger til Vejle Amts Folkeblad, at han efter løsgænger-perioden har savnet at være en del af en gruppe og et parti og så et godt samarbejde med Venstre-gruppen.

”Jeg har ingen problemer med at tage skridtet fra Socialdemokraterne til Venstre. Jeg har altid opfattet mig selv som hørende til den liberale side i Socialdemokraterne og har altid vidst, at hvis jeg ikke var Socialdemokrat, var jeg nok Venstre-mand. Ser man på den politik, der bliver ført på landsplan, er forskellen jo heller ikke så stor. De ideologiske grænser er ligesom vasket væk,” siger Bent Poulsen til Vejle Amts Folkeblad.