02. marts 2012

Telemast-aftale i Norddjurs undersøges

Konkurrencestyrelsen undersøger, om kommune har støttet lokal wifi-udbyder på ulovlig vis.

En telemast i Norddjurs Kommune er blevet omdrejningspunkt for en undersøgelse hos konkurrencestyrelsen.

Sagen er nemlig den, at den lokale wifi-udbyder GrenaaSnet betaler 2.500 kroner om måneden for at leje sig ind på masten, mens Telia og TDC betaler henholdsvis 94.000 kroner og 88.000 kroner om måneden. Samtidig stiger Telia og TDCs leje med tre procent om året, hvilket GreenSnets leje ikke gør.

Kommunen kommer Telia i møde

”Konkurrencestyrelsen har jo spurgt efter, om den her aftale er lovlig. Altså om GrenaaSnet betaler for lidt i forhold til andre, og det er de så i gang med at undersøge nu,” fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt til P4 Østjylland.

Norddjurs kommune har bedt Telia om at komme med et bud på en mere fair leje, hvilket juridisk direktør i Telia, Jens Ottosen-Støtt hilser velkomment.

”Vi forventer i hvert fald, at der vil ske en justering af priserne i nedadgående retning for vores vedkommende, siger han,” siger Jens Ottosen-Støtt.

Lokal udbyder kan risikere at stoppe

Hvis konkurrencestyrelsen kommer frem til, at aftalen har været ulovlig, kan det betyde, at GrenaaSnet vil skulle betale mange tusind kroner tilbage til kommunen for den manglende leje.

Formanden for Bredbåndsforeningen GrenaaSnet, Pernille Nicolajsen er skuffet over, at Telia har taget sagen op, da det kan betyde at foreningen må stoppe.

”Vi er en lille, lokal forening, der drives af frivillige. De er en stor telegigant. Vi kan slet ikke sammenlignes. Jeg håber og tror ikke, vi skal betale, men hvis vi fx skal betale fire gange 75.000 kroner, så kan vi ikke fortsætte med at eksistere,” fortæller Pernille Nikolajsen.

Konkurrencestyrelsen vil ikke udtale sig om sagen, før undersøgelsen er færdig.