22. maj 2012

KL: Basis for gode trepartsdrøftelser

”Jeg er meget tilfreds med, at kommissoriet ikke lægger op til at flytte beskæftigelsesindsatsen fra kommunerne til a-kasserne. Det er det helt rigtige oplæg og giver et godt grundlag for de kommende trepartsdrøftelser.”

Sådan lyder meldingen fra KL’s kommende formand Erik Nielsen i en kommentar til regeringens netop offentliggjorte udkast til kommissoriet for trepartsforhandlingerne. Her står der eksplicit, at ”grundlaget for drøftelsen er en kommunalt forankret beskæftigelsesindsats.”

”Jeg må tage det som et signal, at regeringen har lyttet til os og er enig med os i, at kommunerne er de rette til at skaffe ledige i job. Kommunerne er og bliver de eneste, der har økonomiske incitamenter til at gøre en indsats for at hjælpe ledige i job samt sikre en sammenhængende indsats for den lediges individuelle behov,” siger Erik Nielsen.

KL afviser dog ikke et samarbejde med a-kasserne:

”Der skal være én myndighed, og det er kommunerne. Men a-kasserne har nogle kompetencer, så vi ser det som en mulighed, at a-kasserne også kan spille en rolle,” siger Erik Nielsen.

KL ser frem til at drøfte med regeringen og arbejdsmarkedets parter, hvordan arbejdsudbuddet kan øges. Det har KL længe påpeget et behov for.

”Det er ikke så afgørende for os, hvordan den samlede arbejdstid øges, og hvordan det indfases. Men vi vil gå meget op i, at det ikke er luftige forslag, der kommer på bordet. Vi mener fx, at kommissoriets forslag om at få flere medarbejdere til at gå på fuld tid frem for på deltid er ”fugle på taget”. For al erfaring viser, at vi ikke bare kan få de offentligt ansatte på fuld tid, da de nu engang er i det job de er, fordi arbejdstiden passer dem. Der er simpelthen ikke hold i den vision i virkelighedens verden,” siger Erik Nielsen.

Han påpeger, at KL derfor vil gå til forhandlingerne med et krav om, at der bliver skabt et reelt arbejdsudbud.

Endelig hæfter KL sig ved, at kommissoriet lægger op til, at der i forhandlingerne skal drøftes nye muligheder for, at voksne kan få et kompetenceløft, og at der skal være gode muligheder for efter – og videreuddannelse.

”Det er vigtigt for os, at der bliver lagt vægt på, at medarbejderne hovedsageligt skal kompetenceudvikle sig inden for kerneområderne, fx på folkeskoleområdet. For hvis medarbejderne bare kan uddanne sig ud af kerneområderne, bliver effekten det modsatte af hensigten,” siger Erik Nielsen.

Yderligere kommentarer fra KL’s kommende formand fås via KL’s pressevagt, tlf. 3370-3333.