28. juni 2012

Ingen honning og fløde fra kommunerne

Jeg vil gå så langt som til at sige, at kommunerne er godt og grundig placeret i en guillotine. Hvis vi gør den mindste forkerte bevægelse, så falder kniven. Sådan skriver KL's næstformand Erik Fabrin i et debatindlæg på Altinget.

Af KL’s næstformand Erik Fabrin

Når jeg ser tilbage på folketingsåret, der nu går på hæld, så står aftalen om kommunernes økonomi klarest i min erindring.

Igen i år afspejler aftalen mellem regeringen og KL, at vi befinder os i en økonomisk krise, hvor kommunerne holdes i stram snor. I kommunerne anerkender vi, at stram styring er nødvendig, og vi respekterer, at regeringen fastsætter et udgiftsloft for den offentlige sektor.

Men ved årets økonomiforhandlinger måtte vi høre ordene finanskrise og EU-henstilling så mange gange, at finanskrisen blev det skjold, hvor partierne bag regeringen skjulte alle løfterne til kommunerne fra de glade oppositionsdage, til hårde økonomiske realiteter under forhandlingerne om kommunernes økonomi.

Fra kommunerne gik vi til dette års forhandlingsbord med et klart ønske om samme udgiftsniveau og finansiering i 2013, som vi har haft i år. Vi mente, det var fair, at aftalen med regeringen skulle bygge på aftaleniveauet for 2012 og ikke budgetterne for 2012, der ligger 2,5 milliarder kroner under aftalen. Det var fair – fordi kommunerne ellers ville blive straffet for at levere mere end 100 procent til genopretningen af landets økonomi.

Vi har jo netop i kommunerne lagt meget stramme budgetter under aftaleniveau for at være sikre på, at vi ikke blev ramt af de hårde sanktioner, som vi ville blive mødt med, hvis vi ikke holdt os inden for det aftalte. Og vi har sparet og skåret for at få økonomien til at hænge sammen. Det viste regnskabet for 2011 med al tydelighed; her lå kommunernes serviceudgifter 5,7 milliarder kroner under budgettet. Vi har aldrig før trådt så hårdt på bremsen.

Men en aftale viste sig ikke at være en aftale, da aftalen for næste års økonomi skulle i hus. Regeringen insisterede på at tage udgangspunkt i de kommunale budgetter for 2012. Jeg anerkender, at vi fik et løft på 800 millioner kroner til dagtilbudsområdet og til sundhedsområdet. Det var tiltrængt, så det kvitterer vi naturligvis for.

Men jeg vil gøre det klart for enhver, at der med dette års aftale hverken kommer til at flyde honning eller fløde ud over den kommunale service.  For økonomien i kommunerne er stram som bare pokker og kræver meget vanskelige prioriteringer. Og det udfordrer den kommunale kreativitet til kanten at få de kommende budgetter for 2013 til at hænge sammen på 2012-niveau.

Borgerne kan regne med, at kommunerne bliver ved med at levere samme stabile service som hidtil. Men hverken borgere eller politikere fra Christiansborg skal forvente et velfærdsløft. Det bliver ren status quo. Og jeg vil gerne her komme med en opfordring til vores regering:

I er nødt til at stå ved, at de hårde tider ikke er forbi. Og I er nødt til at hjælpe kommunerne med at gøre det klart for borgerne, at der stadig er besparelser forude, så borgernes forventninger holdes på et realistisk niveau.

Det vil være at stikke borgerne blår i øjnene, hvis der ikke er sammenhæng mellem jeres udmeldinger og kommunernes økonomiske rammer.

Som jeg ser det, er årets økonomiaftale født i lyset af, at vi i de seneste mange år har placeret rigtig mange mennesker, der burde være på arbejdsmarkedet, på passiv forsørgelse. I dag modtager mere end 500.000 mennesker ydelser, fordi de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Og det kan kun ske på bekostning af velfærdsydelser til fx vores børn og ældre – der er kun én kasse! I kommunerne er der sanktioner, hvis vi overskrider rammen for serviceudgifter. Nu bør det være overførslerne, der holder for.

I en situation med offentlige budgetunderskud så langt øjet rækker, er der derfor behov for grundlæggende reformer, der kan få flere mennesker væk fra passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet. For alternativet står lysende klart: Det bliver flere besparelser på velfærden. Jeg vil derfor gerne kvittere for, at regeringen i dette folketingsår for alvor har været med til at sætte kul på den altafgørende reform-diskussion.

Til gengæld vil jeg gerne kritisere det greb om kommunerne, som er strammet som aldrig før. De snærende bånd består helt konkret i de mange sanktioner, som kommunerne i disse år er underlagt. Der er sanktioner på næsten alt, hvad vi arbejder med. Det gælder servicerammen, budgetterne, regnskaberne og skatten. Og med dette års aftale blev der så lagt et anlægsloft oven i hatten.

Der er med andre ord sat markante bomme ned i forhold til kommunernes frihedsgrader. Jeg ved, at det ikke er passende at tegne et dystert billede her i den lyse sommertid; men jeg vil gå så langt som til at sige, at kommunerne er godt og grundig placeret i en guillotine. Hvis vi gør den mindste forkerte bevægelse, så falder kniven.

De hårde sanktioner er et voldsomt indgreb i den kommunale frihed. Og jeg kan kun beklage dybt, at tilliden fra regeringen til de mange kommunalbestyrelser, der hver dag træffer benhårde beslutninger, tilsyneladende er væk. Man skaber bedst kvalitet i samfundet ved at give frihedsgrader til lokalt at tilrettelægge opgaverne med afsæt i borgernes behov. Ikke ved at binde kommunerne på hænder og fødder.

I kommunalbestyrelserne vil vi arbejde for øget frihedsgrader inden for det budget, som vi nu engang har. Der er stadig en uopdyrket mark hvad angår regelforenkling og afbureaukratisering. Og jeg håber, at regeringens bebudede afbureaukratisering ikke bare er tom snak, men rent faktisk kan blive en effektiv metode, hvor vi kan få frigjort økonomiske ressourcer, som kan anvendes på velfærdsydelser.

**************************************************************************

Indlægget er bragt i dag, den 28. juni, på Altinget.dk