16. januar 2012

Mange udenlandske studerende vil gerne arbejde i Danmark

Lysten til at bo og arbejde i Danmark efter afsluttede studier er stor blandt de udenlandske studerende på handelshøjskolen CBS i København, viser ny undersøgelse. Det er især Københavns fristelser og balancen mellem arbejds- og familieliv i Danmark, der kan få de kloge hoveder til at blive.

”Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere”. Sådan lød supermarkedskæden Faktas bøn til de danske forbrugere få år tilbage. En lignende opfordring lyder fra den danske stat til de tusindvis af udenlandske studerende, der hvert år tager en uddannelse på de danske universiteter og handelshøjskoler. Skal Danmark bevare sin konkurrencekraft og fastholde sin position som et af verdens rigeste lande, gælder det nemlig om at tiltrække og holde på de klogeste hoveder.

Indtil videre har reglen imidlertid været, at størstedelen af de udenlandske studerende forlod Danmark, så snart de havde fået deres eksamensbevis i hånden. Men ifølge en ny rundspørge, foretaget af Momentum i samarbejde med karrierecentret på Handelshøjskolen CBS i København, er potentialet til stede til at fastholde en meget stor andel af de udenlandske studerende. Af de 334 udenlandske studerende på CBS fra 52 forskellige lande, der har deltaget i rundspørgen, svarer 256, svarende til 77 procent, at de godt kunne tænke sig at bo og arbejde i Danmark, når de er færdige med deres studier.

De internationale studerendes lyst til at blive i Danmark er godt nyt, mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R), der i håbet om at holde på lidt flere af de højtuddannede udlændinge op til jul foreslog, at de studerende skal have mulighed for at blive i Danmark i op til tre år efter endt uddannelse, mens de søger arbejde.

»Det er oplagt at starte med udgangsdøren på vores egne uddannelsesinstitutioner, hvis vi vil sikre os en andel af den højtkvalificerede udenlandske arbejdskraft. Og de her tal viser jo tydeligt, at her er en talentmasse, som vi burde have rigtig gode forudsætninger for at få fat i. Det er så bare beklageligt, at det står i kontrast til, hvor gode vi hidtil har været til at fastholde de studerende efter endt uddannelse,« siger Morten Østergaard.

Direktør Jørgen Søndergaard fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – beskæftigede sig som formand for Arbejdsmarkedskommissionen fra 2007 til 2009 også med arbejdskraftpotentialet i de udenlandske studerende på de videregående danske uddannelser. Han pointerer, at den nye undersøgelse skal tages med det forbehold, at deltagerne kan tænkes at være mere positive over for at blive i Danmark end de udenlandske studerende generelt. Men:

»Vores forventning var også, at det burde være muligt at fastholde en større del af de internationale studerende, hvilket den her undersøgelse også indikerer. Lykkes det, vil det være godt nyt, da de internationale studerende både kan bidrage til at øge arbejdsstyrken og øge statens indtægter, såfremt de altså får et arbejde,« siger Jørgen Søndergaard.

I DI – Organisation for erhvervslivet – glæder man sig også over de udenlandske studerendes lyst til at blive i Danmark.

»Det er rigtig godt nyt. Kigger vi bare en lille smule frem i tiden, så vil aldringen af den danske arbejdsstyrke betyde, at stadig flere vil forlade arbejdsmarkedet. Derfor er det helt afgørende, at vi øger arbejdskraftsressourcen herhjemme, og det kan vi blandt andet gøre ved at fastholde nogle af de udenlandske studerende i Danmark,« siger forskningspolitisk chef Charlotte Rønhof.

Udenlandske studerende elsker København

Når der både fra politisk side og i det danske erhvervsliv er stort fokus på de internationale studerende, så handler det også om, at der i løbet af de seneste 10 år er sket en kraftig vækst i antallet af udlændinge, der tager en hel uddannelse i Danmark.

Ifølge tal fra Styrelsen for International Uddannelse var der i 2000 blot 793 udlændinge, der tog en hel uddannelse i Danmark. I 2009, der er det senest tilgængelige år, var tallet vokset til 3.028, svarende til knap og nap en firedobling. Fra 2001 til 2009 er det samlede antal udlændinge, der har taget en hel uddannelse i Danmark, 17.306.

Desværre bliver blot 50 procent af de studerende i Danmark efter endt uddannelse. Og af disse får 74 procent et arbejde. En meget stor andel af de internationale studerende, der tager en uddannelse i Danmark, får de danske virksomheder og det danske arbejdsmarked altså ikke gavn af. Men som Momentums rundspørge viser, så burde der være potentiale for, at en langt større andel af de studerende blev i Danmark og arbejdede i de kommende år.

Når så stor en andel af de udenlandske studerende godt kunne tænke sig at blive og arbejde i Danmark, så handler det ikke mindst om, at København er overordentlig populær. 76 procent af de studerende, der gerne vil bo og arbejde i Danmark, angiver således specifikt København som en af årsagerne.

En af de studerende udtrykker det sådan:

»Jeg elsker København så meget. Jeg vil bare ikke rejse!«

En anden skriver:

»Jeg sætter pris på alle de små ting, som Danmark har at tilbyde. Cykelstier overalt, grønne områder, god infrastruktur, tiltalende kultur, interessante jobmuligheder og natteliv.«

Jagten på den danske balance

Et andet element, som mange af de studerende fremhæver, er balancen mellem arbejds- og familieliv. Det stemmer godt overens med SFI-direktør Jørgen Søndergaards erfaringer.

»Balancen mellem arbejds- og familieliv er noget, som mange udlændinge er glade for ved Danmark. Det gælder især kvinderne. I mange andre lande er det jo sådan, at det er en stor udfordring at få familie- og arbejdsliv til at gå op. Det er måske lidt lettere i Danmark, hvor der er relativt gode muligheder for at få passet éns børn,« siger han.

Lidt overraskende lader det ikke til, at de høje skattesatser i Danmark afskrækker de udenlandske studerende. Således svarer 70 procent af de adspurgte i rundspørgen, at skattesatserne i Danmark ikke påvirker deres beslutning om, hvorvidt de skal blive i Danmark og arbejde.

Når det forholder sig sådan, så kan det ifølge karrierevejleder på CBS Finn Kjerulff Hansen skyldes, at lønnen i Danmark, selv når skatten er betalt, er højere end i mange andre dele af Europa og verden.

»Samtidig spiller det selvfølgelig også ind, at de studerende kan se, at de får adgang til en lang række velfærdsydelser,« siger han.

I rundspørgen skriver en studerende fra Tyskland da også:

»Hvis du sammenligner skatten i Danmark og Tyskland, har du svært ved at forstå, hvorfor nogle gider arbejde i Danmark. Men kigger du på, hvad du får tilbage fra landet, så går det op for dig, at Danmark alt taget i betragtning er det bedste land.«

Udenlandske studerende skal have god tid

Resultaterne af Momentum og CBS’ rundspørge blandt de udenlandske studerende kommer kort tid efter, at uddannelsesminister Morten Østergaard lancerede sit forslag om, at udenlandske studerende efter endt uddannelse i Danmark automatisk skal have mulighed for at blive i landet i op til tre år på en særlig greencard-ordning. På den måde skulle de få bedre tid til at søge job. I dag ryger de nyuddannede udlænd-inge ud, hvis de ikke finder en stilling inden for seks måneder.

Karrierevejleder Finn Kjerulff Hansen fra CBS tvivler imidlertid på, at længere tid til at søge arbejde i Danmark er det, der i sidste ende sikrer, at de internationale studerendes intentioner om at blive i Danmark realiseres.

»Finder de studerende ikke et arbejde inden for et halvt år, så tager de fleste hjem. Ikke mindst fordi Danmark er et meget dyrt sted at bo, hvis du ikke har et arbejde. Ministeren skulle i stedet foreslå, at der sættes ind med flere aktiviteter i det sidste studieår. Arbejdsmarkedet skal i højere grad åbnes op for de internationale studerende,« siger Finn Kjerulff Hansen.

Forskningspolitisk chef i Dansk Industri Charlotte Rønhof tror også på, at det bedste middel til at holde på de studerende er en udvidet sluse til de danske arbejdspladser. Det kan eksempelvis være gennem studiejob og virksomhedssamarbejde i specialeskrivningsfasen. Når det er sagt, mener hun ikke, det kan skade, at de studerende får længere tid til at finde et arbejde, slet ikke i den nuværende situation hvor store dele af arbejdsmarkedet er meget trængt.

Direktør Jørgen Søndergaard fra SFI tvivler også på, at uddannelsesministerens forslag om et udvidet greencard vil være det, som fastholder de studerende i Danmark.

»Det vigtigste er at øge virksomhedernes opmærksomhed på, at her er en kilde til arbejdskraft. Får de studerende ikke et arbejde relativt hurtigt, så rejser de videre,« siger han.

Uddannelsesminister Morten Østergaard har også lagt op til, at både erhvervsliv, politiske partier og repræsentanter for uddannelsessektoren i samarbejde skal finde frem til en samlet løsning, der kan sikre, at de udenlandske studerende bliver i Danmark og arbejder. Potentialet burde være der, for som en af de studerende i Momentums rundspørge skriver:

»Danmark har givet mig så meget. En gratis uddannelse, danskkurser og hjælp fra mange mennesker. Jeg føler mig dybt taknemmelig og vil gerne betale tilbage ved at arbejde her.«

Af Peter. G. H. Madsen

YDERLIGERE MATERIALE