30. januar 2012

Kommunalreformen fylder fem år – er vi i mål?

En fødselar af kommunalreformens kaliber kræver en evaluering. Er vi i mål med de store omlægninger? Nej. Men vi er nået langt. Og vi kan se, at arbejdet med at placere flere opgaver i kommunerne for at skabe nærhed, inklusion og helhed i indsatsen for den enkelte borger er til stor gavn. Sådan skriver KL's formand Jan Trøjborg i en kronik, der i dag bringes i Politiken.

Af Jan Trøjborg, formand for KL

”Én indgang til den offentlige sektor”.

Med de ord blev kommunalreformen sat i værk for fem år siden. Siden da har kommunerne arbejdet på at skabe nærhed, inklusion og helhed i indsatsen for den enkelte borger. Kommunalreformens fem års fødselsdag fejres med en udmelding fra regeringen om en evaluering af kommunalreformen og et serviceeftersyn af arbejdsdelingen mellem kommuner, regioner og stat.

Regeringens udmelding har efterladt os aktører i et tomrum – nærmest med fri leg, hvor forskellige interesser kæmper deres sag ved at tale de andre ned. Det er uværdigt for den offentlige sektor og for det store arbejde, der udføres af dygtige og dedikerede medarbejdere overalt i det danske velfærdssamfund. Vi skal ud af det tomrum – nu – ellers taler vi den offentlige sektor helt i sænk. Og er det vores mål?

Der har i den seneste tid været flere kritiske historier i medierne om anbragte børn, plejefamilier og private opholdssteder på det sociale område. Kendetegnende for dem er, at det mediefremstillede billede ikke stemmer overens med fakta. For tingene er sjældent så entydige, som et nyhedsindslag på et minut og 20 sekunder i TV Avisen tillader det. Det er synd for en ældre, senildement dame, at hendes botilbud skal lukke, men kan kommunen gøre andet, efter at det private botilbud ikke har reageret på gentagne påbud og bekymrende tilsynsrapporter?

Det kan også virke helt ulogisk at opsige aftalen med et privat opholdssted til alkoholskadede børn, når nu vi ved, at netop disse børn har brug for den specialiserede støtte. Men med til historien hører også, at den pågældende kommune opsiger aftalen, fordi kommunens andre to spædbørns- og småbørnshjem har rigeligt plads til at opfylde kommunens behov og samtidig af socialrådgiverne beskrives som bedre, fordi de i højere grad tænker familieperspektivet og tilknytning til nærmiljøet ind.

Og selvfølgelig er det ikke godt nok, når en undersøgelse viser, at mange plejefamilier ikke får de tilsynsbesøg, de skal ifølge loven. Men man glemmer at fortælle, at tallene stammer fra en undersøgelse, der er gennemført i september, hvor kommunerne havde over tre måneder til at få gennemført de manglende tilsyn.

Medierne har desværre også kunne fortælle historierne om seksuelle overgreb på børn og unge – senest i Rebild Kommune. Nogle kommuner kritiseres for at gribe for sent ind. Sager som disse giver os alle et sug i maven, og det er vigtigt, at vi hele tiden anvender vores erfaringer med disse sager, så kommunerne kan blive endnu bedre til at opspore og sætte tidligt ind overfor de udsatte børn og unge, herunder også børn, der er udsat for seksuelle overgreb

Kan kommunerne gøre bedre? Ja, selvfølgelig. Ingen tvivl om det.

Derfor skal vi nu se fødselaren efter i sømmene. Er vi i mål med de store omlægninger? Nej. Men vi er nået langt. Og arbejdet stopper ikke her. Vi kan se, at borgerne er glade for, at der er kommet flere tilbud tæt på, hvor de bor, så de bevarer tilknytningen til deres nærmiljø. På børneområdet overtog kommunerne fx alle institutioner for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer. I stedet for at børn og voksne med handicap blev spredt på amtslige institutioner rundt om i landet, skulle de sociale opgaver løses i borgernes nærmiljø og i tæt samspil med kommunernes øvrige tilbud. Det bliver de nu.

På denne ”fødselsdag” er det tydeligt, at kommunerne i langt højere grad end oprindeligt forventet har grebet de muligheder, som lå i kommunalreformen. Allerede i 2007 overtog kommunerne 80 procent af de amtslige tilbud, og i dag driver kommunerne hele 95 procent af tilbuddene på det sociale område. Og der er ikke tale om en statisk videreførelse af de amtslige tilbud.

Kommunerne omlægger og opretter nye tilbud i borgerens nærmiljø, og otte ud af ti kommuner har foretaget ændringer i et eller flere botilbud siden overtagelsen. Mange har moderniseret de fysiske rammer og udbygget med flere pladser, mens andre har udvidet målgruppen for botilbuddet.

En undersøgelse i socialpsykiatrien viser desuden, at kommunerne i stadig større grad tilbyder borgere med sindslidelser støtte i deres egen bolig, så de ikke skal bo i lukkede institutionsmiljøer. Samtidig etablerer kommunerne nye akuttilbud, som sikrer, at borgerne ved psykisk krise har et sted at henvende sig og få hjælp. Ligesom der er fokus på, at borgeren får tilbud, som giver dem noget at stå op til og sikrer en meningsfuld hverdag. En opgørelse fra Tilbudsportalen viser faktisk, at der i dag er flere sociale tilbud end for fem år siden.

Alt det er baggrunden for, at kommunerne i år overtog ansvaret for at koordinere de sociale rammeaftaler, hvor kommuner og regioner hvert år indgår en aftale, der fastlægger antal pladser, takster osv. Folketinget anerkendte dermed, at det er kommunerne, som driver og udvikler det sociale område.

Og det var nødvendigt at få styr på udgifterne, som på det specialiserede socialområde i mange år har været direkte opadgående med store budgetoverskridelser. Regnskabet for 2010 viste for første gang i mange år en mindre reduktion i udgifterne. Og i budgetterne for 2012 ser vi samme tendens. Det har været helt nødvendigt og er lykkedes os at tøjle udgifterne, der nu er på samme niveau som i 2007.

Samtidig skal vi huske på, at de dyreste tilbud ikke nødvendigvis er de bedste. Et godt eksempel på det er på børneområdet. Forestil jer en familie med tre børn, hvor man tidligere ville have anbragt dem på en institution til lidt over en million kroner per barn. I tilfælde hvor børnene ikke har været udsat for fx seksuelle eller mishandlende overgreb, har de ofte godt af at blive hos forældrene, hvis man kan give familien den rette støtte.

Og kommunerne arbejder meget med forebyggende indsatser og familieindsatser, der kan give familierne hjælp og praktisk støtte, så både børn og forældre kan få en hverdag til at fungere. Og for 3,5 millioner kroner kan man give rigtig meget hjælp til en enkelt familie. Vi skal tænke i forebyggelse frem for anbringelser

Derfor er kommunerne godt i gang med at revurdere indsatserne, så vi giver det rette tilbud til gavn for den enkelte borger, og det er ikke nødvendigvis det dyreste. Og uanset, om vi taler om børne- eller voksenområdet, er den kommunale dagsorden i dag inklusion i borgerens nærmiljø. Både børn og voksne skal modtage en helhedsorienteret indsats, der inddrager alle relevante aspekter af deres livssituation, dvs. alt fra dag- og skoletilbud, uddannelse og beskæftigelse til bolig, sundhed, familie og socialt netværk. Denne helhedsorienterede indsats kan vi kun tilbyde, når opgaverne ligger i kommunalt regi.

Lad mig give et par eksempler. På voksenområdet erstatter mange kommuner de gamle botilbud med bo- og opgangsfællesskaber, hvor borgeren i stedet for at bo i et typisk institutionsmiljø kan have sin egen lejlighed med mulighed for fællesskab med ligestillede.

På misbrugsområdet viste en undersøgelse blandt de kommunale misbrugschefer, at tre ud af fire kommuner i dag har specifikke tilbud til de pårørende. Familie og venner spiller nemlig en helt central rolle for at få alkoholikere tørlagt.

På beskæftigelsesområdet omlægges fra beskyttet beskæftigelse i særlige værksteder for handicappede og psykisk syge til støttet beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Silkeborg Kommune har netop fået Årets Innovationpris 2011 fra KL for projekt ’Nyt liv i køkkenet’, hvor psykisk sårbare mennesker arbejder i køkkenet på byens aktivitetscenter for ældre. Det har betydet, at man efter en større sparerunde kunne fortsætte med at tilberede og servere varm mad til de ældre i aktivitetscentrets cafe og samtidig tilbyde de psykisk sårbare meningsfuld beskæftigelse, som har kunnet måles i et markant lavere sygefravær blandt disse. Det er en kommunal indsats med synlige resultater.

Udviklingen har også været tydelig på børneområdet med Barnets Reform, der trådte i kraft sidste nytår. Et meget bredt flertal i Folketinget – dvs. alle partier undtagen Enhedslisten – vedtog reformen, som siden har sat en ny retning i socialpolitikken i Danmark. Vi har i mange år arbejdet ud fra en tro på, at institutionsløsninger for børn og unge med særlige behov var vejen til et godt liv.

Men med Barnets Reform er der sket et skift til fordel for inklusion med fokus på en tidlig indsats, forebyggelse og tilbud i nærområdet som fx børnehuse, plejefamilier, netværkspleje, kontaktpersonkorps og socialrådgivere i daginstitutioner og på skoler.

Forskning på børneområdet viser, at institutionsanbringelser sjældent har en positiv effekt. Børn og unge i døgnanbringelser har markant større skoleproblemer socialt og indlæringsmæssigt end andre børn. Samtidig anbringer Danmark langt flere børn på institutioner end f.eks. Norge og Sverige, som i højere grad bruger plejefamilier.

Der var derfor behov for at tænke nyt. Med Barnets Reform blev de almindelige plejefamilier bl.a. suppleret med en ny type plejefamilier - ”kommunale plejefamilier” - der kan klare børn med sværere og tungere problemer, som vi ellers tidligere ville have anbragt på en institution. Og også for de unge, der er anbragt, tænker kommunerne i nye typer af tilbud. Fx egne værelser, hvor de unge kan bo alene, men samtidig få massiv støtte i 20 til 30 timer om ugen. Det gør de fx i Gladsaxe Kommune med projektet ”Ung i egen bolig”.

Desuden flytter vi specialviden på børneområdet ud i dagtilbud og skoler, så børnene får hjælp til at danne venskaber og netværk. Al forskning viser, at fællesskabet er helt afgørende for børns trivsel og udvikling, så kommunernes arbejde med inklusion i nærmiljøet er af ganske stor betydning for det gode børneliv.

Vi må dog erkende, at ikke alt fungerer lige godt endnu, hvilket mediehistorierne fra tidligere også vidner om. Derfor har KL også taget konsekvensen og netop indgået en aftale med Social- og Integrationsministeriet på det sociale område, herunder særligt børneområdet og tilsynet med anbringelsessteder.

KL og social- og integrationsministeren er enige om at henvende sig til samtlige kommuner og opfordre dem til hurtigst muligt at foretage et eftersyn af tilsynsopgaven. Og samtidig vil vi i KL opfordre kommunerne til at styrke deres tilsynsarbejde ved, at flere kommuner går sammen i klynger og laver tilsyn.

Der er tydeligvis private opholdssteder for udsatte børn og unge, hvor kvaliteten ikke er god nok. Og det er uacceptabelt. Vi vil stille os i spidsen for et bedre og skærpet tilsyn. Jeg er sikker på, at der i kommunerne er opbakning til, at vi nu i fællesskab skal vise, at vi kan kvalitetssikre opgaven og gå sammen om at sikre tilstrækkelig faglighed. Hvis ikke kommunerne kan løfte tilsynsopgaven bedre, kan det ende med, at opgaven flyttes væk fra kommunerne. Det, tror jeg ikke, bliver bedre for børnene - tværtimod. Men det vil være den politiske realitet.

Og med alle opgaverne skal vi nu spørge os selv: Ville det være bedre, hvis staten havde opgaven? Eller hvis regionerne overtog? De mange kommunale initiativer og positive resultater har vist, at svaret er nej. Når forskning viser, at børn og unge har brug for en tæt kobling til nær- og almenområdet, er det vigtigt, at tilbuddene går på tværs af uddannelse, sundhedstilstand og de gode fællesskaber. Lærere, pædagoger, PPR-medarbejdere, sundhedsplejersker og socialrådgivere skal i fællesskab hjælpe børnene videre. Det fællesskab kan kommunerne tilbyde.

Og når vi kan se de positive effekter af, at fx hjerneskadede borgere kan få genoptræning og rehabilitering i hjemmet eller nærområdet, virker det da omsonst at tale om at flytte indsatsen til regionale tilbud – oftest langt fra borgernes hjem.

Samtidig anerkender vi dog også i KL behovet for at sikre en specialistviden på udvalgte områder. Det er vigtigt, at vi får kortlagt, hvor der er brug for indsatser med en særlig høj ekspertise. Men VISO (Videns- og Specialrådgivningsorganisationen) har kommunerne fået gode muligheder for at trække på nationale eksperter, som kan komme ud til borgerne i hele landet og foretage udredningerne. Den viden skal vi trække endnu mere på, så vi sikrer, at kommunerne leverer en højt faglig social service i inkluderende rammer.

Der kan være behov for i nogle kommuner at tænke i tværkommunale tilbud, der kan sikre en tilstrækkelig høj faglighed og økonomisk effektivitet i tilbuddene. Vi vil derfor drøfte, om der er behov for en styrkelse af planlægningen af de tværkommunale tilbud. Kommunerne har en åbenlys interesse i, at det gøres bedre, hvor der er behov for at gøre det. Vi vil tage initiativ til at gøre vores systemer endnu mere fleksible og specialiserede, så vi fortsat kan udvikle de specialiserede sociale indsatser i fremtiden.

Når nu regeringen har bebudet en evaluering af kommunalreformen, bør den sætte gang i arbejdet så hurtigt som muligt – inden vi får talt den offentlige sektor helt ned. Og her vil jeg opfordre til, at vi fokuserer på, hvad der er bedst for borgerne. Kommunalreformens bærende vision om én indgang for borgerne til den offentlige sektor må ikke smides ud med badevandet.

*******************************************************************************************

Kronikken er bragt i dag, den 30. januar, i dagbladet Politiken