17. januar 2012

Fokus på overvægt begynder at give resultater

Nye tal i nyhedsbrevet Momentum viser tegn på, at det så småt er lykkedes at bremse den årelange stigning i andelen af overvægtige børn. Professor mener, at en myriade af lokale forebyggelsesindsatser er en væsentlig del af forklaringen.

Momentum, KL’s nyhedsbrev, bringer i dag nye tal, der giver grund til et spirende håb om, at andelen af overvægtige børn endelig er ved at falde. Momentums gennemgang af de tre seneste årsrapporter og tallene bag fra Databasen Børns Sundhed viser, at der i de seneste år er sket et fald i andelen af overvægtige børn ved indskolingsundersøgelserne i de seks hovedstadskommuner, som der er dækkende tal for i alle årsrapporter.

I indskolingsundersøgelsen for skoleåret 2007/2008 var 15,5 procent af børnene overvægtige, og 7 procent var svært overvægtige. I de seneste tal fra databasen, som blev offentliggjort i sidste uge og dækker indskolingsundersøgelser i skoleårene 2009/2010 og 2010/2011, var de samme tal for de seks kommuner nede på 11,7 og 4,5.

Databasen Børns Sundhed er et tværkommunalt samarbejde med Region Hovedstaden og Statens Institut for Folkesundhed og bygger på journaldata fra sundhedsplejerskerne i en række hovedstadskommuner.

De nye københavnske tal blandt indskolingsbørn peger i samme retning som den landsdækkende skolebørnsundersøgelse blandt 11-15-årige børn, som senest blev foretaget i 2010. Her kunne man se en stagnation i andelen af overvægtige i forhold til den forrige undersøgelse fra 2006.

Bjørn Holstein, professor og forsker i børn og unges sundhed ved Statens Institut for Folkesundhed, mener, at udviklingen i høj grad skyldes et massivt øget fokus på forebyggelse af børns overvægt i de seneste år.

»Den nærmest epidemiske stigning i børns overvægt, som vi så i en række år, er faktisk blevet standset. Mange engagerede mennesker i børnehaver, skoler, kommuner og idrætsklubber laver tilsammen en myriade af små, lokale indsatser, som det kan være svært at få overblik over. Men tilsammen virker det,« siger Bjørn Holstein til Momentum.

En ny undersøgelse, som Momentum har foretaget blandt de ledende sundhedsplejersker i kommunerne, viser også, at kommunerne har oprustet indsatsen over for børns overvægt i de seneste år. 75 procent af kommunerne har iværksat en eller flere særlige indsatser for at forebygge overvægt blandt børn, og 79 procent har særlige indsatser over for børn, som allerede er overvægtige.

Dette er blot en af en række interessante Momentum-historier i dag. Nyhedsbrevet skriver blandt andet også, at mange udenlandske studerende gerne vil blive i Danmark, når de har afsluttet deres medier. Og så sættes der fokus på, at ingen regioner har indgået de såkaldte paragraf 239-aftaler, hvor de medfinansierer et kommunalt sundhedstilbud, der kan erstatte sygehusindlæggelser. Det kritiseres af både KL og landspolitikere. Du kan læse alle Momentums artikler her.

YDERLIGERE MATERIALE