16. april 2012

Vi stoler mest på kommunalpolitikerne

Danskerne har højere tillid til kommunalpolitikerne end til regional- og landspolitikerne. Det kan skyldes regeringens mange løftebrud og regionalpolitikernes usynlighed, mener forskere.

Helle Thorning-Schmidt, Bent Hansen eller Erik Nielsen? Momentum har undersøgt, hvilke politikere – lands-, regional- eller kommunalpolitikerne – danskerne i almindelighed har størst tillid til. Løbet er tæt, men flest danskere – 21 procent – har i ”høj” eller ”meget høj” grad tillid til kommunalpolitikerne. På andenpladsen ligger landspolitikerne, som 17 procent har høj eller meget høj tillid til, mens regionalpolitikerne ligger i bunden med 11 procent. Samtidig har betydeligt færre – 27 procent – ”slet ikke” eller ”i mindre grad” tillid til kommunalpolitikerne, mens 36 procent ikke stoler på lands- og regionalpolitikerne. Både i den gode og den dårlige ende er der en statistisk signifikant forskel på tallene.

Ifølge Peter Munk Christiansen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, kan der ligge flere forklaringer bag forskellene.

»En grund, til at landspolitikernes tillid ligger under kommunalpolitikernes, kan være regeringens mange problemer med løftebrud. Så tænker folk ”Nå ja, men i kommunen, der bruger politikerne lidt mere deres sunde fornuft, end de gør inde på Christiansborg”,« siger Peter Munk Christiansen.

Han henviser dog samtidig til en undersøgelse fra Anvendt KommunalForskning (AKF), som viser, at tilliden til kommunalpolitikerne har været faldende i de nye storkommuner efter kommunalreformen.

Også når der spørges til, i hvor høj grad danskerne har tillid til, at de forskellige politikere kan løse de opgaver, der trænger sig på, stoler flest (21 procent) på kommunalpolitikerne. 19 procent tror på, at landspolitikerne kan løse opgaverne, mens kun 14 procent har tillid til regionalpolitikerne.

Regionalpolitikere er usynlige

Det er ikke overraskende, at færrest danskere har tillid til regionalpolitikerne, mener Ulrik Kjær, professor og forsker i kommunal og regional politik på Syddansk Universitet. Danskerne har nemlig ikke et særlig præcist billede af, hvem politikerne i regionsrådene er.

»Regionalpolitikerne er mere usynlige for vælgerne i og med, at kommunerne har mange flere opgaver. Derfor er sandsynligheden for, at man kommer i kontakt med kommunen også større. Samtidig ser danskerne sjældent noget til de regionalpolitikere, som ikke sidder i forretningsudvalget,« siger Ulrik Kjær.

Omvendt kan tilliden til kommunalpolitikerne også blive svækket af, at de netop har ansvaret for mange opgaver og ikke mindst i disse kriseår er tvunget til at tage upopulære beslutninger på områder, der rammer borgerne meget direkte. Det kan for eksempel være skolelukninger og besparelser på ældreområdet.

»Hver gang den type emner har været oppe og vende i debatten, virker det på mig, som om mange borgere har spillet med på melodien ”Det er også politikernes skyld”. Borgerne skylder kort sagt skylden på politikerne frem for den økonomiske situation, vi står i,« siger Ulrik Kjær.

Når danskerne alligevel har lidt højere tillid til kommunalpolitikerne end til politikerne på Christiansborg og i regionerne, peger Ulrik Kjær på, at der er mere negativ fokus på landspolitikerne i de nationale medier. Og samtidig står landspolitikerne med det overordnede ansvar for flere politiske spørgsmål end kommunalpolitikerne. Det betyder med andre ord, at der er større risiko for at blive forbundet med en ”dårlig sag” end for kommunalpolitikerne.

Af Trine Møller, trm@kl.dk