16. april 2012

Skoler i Thisted får solceller

Thisted Kommune er en af de kommuner, som i fremtiden investerer massivt i solstrøm. Målet er, at alle kommunens skoler får solceller inden årets udgang.

Op mod fem procent af strømmen i Thisted Kommunes bygninger vil fra næste år komme fra solen. Det skriver Thisted Dagblad.

Mange af kommunens folkeskoler har allerede fået solstrøm, og inden årets udgang vil solcellerne måske være installeret på samtlige af kommunens folkeskoler.

”Hvis der er penge til det, kommer der solceller op på alle skolerne i år. Men nu må vi se, hvor langt pengene rækker,” siger Frank Christensen, ingeniør og energikonsulent i Thisted Kommune.

Fem millioner
På kommunens budget er der i år afsat fem millioner kroner til energibesparelser og solceller. Frank Christensen forventer, at omkring halvdelen af det beløb vil blive brugt på solceller, som i stigende grad vil blive sat op på tage på både private og offentlige bygninger.

Thisted ligger ifølge Frank Christensen " i den gode ende" blandt landets kommuner, når det gælder solcelleanlæg. En kommune som Skive ligger foran på grund af en større millionbevilling til formålet.