30. april 2012

Kommunerne indtager mobilen

Danskerne er vilde med iPhones og apps. Bør kommunerne følge efter? Det blev diskuteret i KL-Huset fredag, hvor Roskilde og København præsenterede deres apps og tankerne bag dem.

Ifølge en nylig FDB-analyse har 61 procent af alle voksne danskere nu en smartphone. Denne digitale udvikling sætter nye forventninger og krav til kommunerne.

”Ti procent af borgerne, som besøger en kommunal hjemmeside, gør det fra mobilen. Og det tal er i kraftig vækst. Derfor er vi pinedød nødt til at tænke i mobile platforme.” Sådan indledte chefkonsulent i KL, Jesper Brieghel arrangementet ”Kommunerne på mobilen” i KL-Huset fredag.

Her blev der stillet skarpt på, hvornår og hvordan det giver mening for kommuner at udvikle apps og hjemmesider tilpasset til mobilen. Roskilde Kommune og Københavns Kommune var mødt op for at fortælle om deres seneste investeringer.

Inddrag borgerne
I Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning har man lavet tre apps til borgerne. En til at booke en bane i kommunens sportshaller, en til at finde kulturelle arrangementer og en til at forny og bestille biblioteksbøger.

De valgte at holde workshops i løbet af processen for at finde ud af, hvad borgerne mente om deres apps.

”Det er vigtigt at inddrage borgerne. Vores opgave er jo i høj grad at tiltrække og fastholde dem og gøre Københavns Kommune til et rart sted at bo. Gevinsten har derfor været, at det er blevet nemmere at være borger i København, blandt andet fordi borgerne på en overskuelig måde kan finde de kulturelle tilbud,” sagde Thor Dekov Buur, specialkonsulent i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

Nødvendigt at være med
Også i Roskilde Kommune har man kastet sig ud i app-udviklingen. Om to uger lancerer kommunen den kulturelle app, ”Roskilde LIVE”, der skal sætte nye standarder for kulturformidling på mobilen.

”Det amerikanske analysebureau, Morgen Stanley, vurderer, at der inden for de næste fem år vil være flere, der går på nettet via mobile enheder frem for computeren. Derfor fandt vi det også nødvendigt at tænke i disse tilbud,” sagde Rune Stæhr, kommunikations- og webkonsulent i Roskilde Kommune.

Konstante opdateringer
Rune Stæhr henviste til, at ledelsens opbakning har været afgørende for udviklingsarbejdet. Samtidig har de, ligesom Københavns Kommune, tænkt meget i, hvad der er relevant for borgerne. Roskilde LIVE er derfor blevet målrettet efter de emner, som kommunen ved, borgerne er interesseret i:

”Successen for bankernes apps skyldes, at de er relevante. Man har med andre ord ofte lyst til at tjekke sin økonomi. Derfor har vi også tænkt i, hvordan vi vil forblive relevante, så folk ikke bare henter vores app, men også beholder og bruger den,” sagde Rune Stæhr.

Løsningen har blandt andet været, at app’en konstant opdateres med nye arrangementer, at brugeren kan være aktiv ved at invitere venner og dele billeder, og at det bliver nemmere for borgeren at finde kontaktinfo.

Se Københavns Kommunes apps her: