15. november 2010

700.000 er ikke klar til job

Til trods for massiv højkonjunktur, faldende arbejdsløshed og politiske tiltag er det fra 1995 til 2009 ikke lykkedes at nedbringe antallet af personer, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det viser nye Momentum-tal, som ekspert kalder deprimerende. Flere efterlyser derfor reformer.

I 2009 var 699.025 danskere i den arbejdsdygtige alder ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er blot 3.500 færre end i 1995, selv om perioden bød på en buldrende højkonjunktur og markant faldende ledighed. Det viser en særkørsel, som Momentum har fået foretaget i Danmarks Statistiks ADAM-database. Tallene dækker alle uden for arbejdsstyrken eller på sygedagpenge i den arbejdsdygtige alder fratrukket personer under uddannelse. Ledige inden for arbejdsstyrken er ikke talt med.

Indtast alt-tekst her.

Tallene sætter en tyk streg under, at gode tider i sig selv ikke er nok til at få reduceret den lille femtedel af den potentielle arbejdsstyrke, som ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Gruppen bliver ganske vist reduceret lidt, når det går allerbedst, men så snart det vender – som i 2008 – er vi næsten tilbage ved status quo.

Ifølge Jørgen Søndergaard, direktør for SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd og tidligere formand for regeringens arbejdsmarkedskommission, er det langt fra godt nok, at der ikke er sket mere.

»Det er deprimerende lidt, at det er lykkedes at forandre på størrelsen af den her gruppe, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er jo både lavet betydelige reformer, som havde til formål især at nedbringe antallet på førtidspension, der er gjort meget for at forbedre indsatsen over for de øvrige grupper, og vi har jo også haft en bragende højkonjunktur,« siger Jørgen Søndergaard.

Mangel på arbejdskraft

Så længe der er ledige personer i arbejdsstyrken, som gerne vil have et job, kan man indvende, at det ikke er noget stort problem, at cirka 700.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder slet ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Men de fleste eksperter er enige om, at det er stærkt alvorligt med udsigt til, at alle demografiske prognoser fortæller os, at vi vil få brug for alle de ledige hænder på arbejdsmarkedet, som vi overhovedet kan opdrive. Og hvis det ikke lykkes, giver det problemer for velfærdsstaten, forklarer Torben M. Andersen, professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere formand for regeringens velfærdskommission.

»Grundlæggende afhænger det danske velfærdssamfund af en høj beskæftigelsesandel. Det sætter derfor den øvrige del af velfærdssamfundet under pres, at så mange ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi vi så bliver nødt til at finde pengene et andet sted,« siger Torben M. Andersen.

I Det Konservative Folkeparti, som har siddet i regering over halvdelen af undersøgelsesperioden, er politisk ordfører og tidligere socialminister Henriette Kjær også stærkt utilfreds med den udvikling – eller rettere mangel på udvikling – som de nye tal viser.

»Jeg forstår det simpelthen ikke. Der er måske en tendens til at opgive folk lidt for nemt. Når man har nogle ordninger, kan de måske animere nogle sagsbehandlere og mennesker til at finde sådan en ordning for at få styr på deres liv. Og det kan selvfølgelig være svært som sagsbehandler med mange komplekse sager at finde noget andet til vedkommende. Men det skal vi altså blive bedre til fremover,« siger Henriette Kjær og lægger op til, at der skal ske reformer:

»Det er vi ganske enkelt nødt til, for vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden. Jeg tror også, der vil være massiv opbakning til at lave reformer på det her område. Jeg tror, at folk på arbejdsmarkedet synes, de har brug for nogle til at hjælpe dem med at skrabe penge hjem til vores fælles velfærdssamfund.«

Efterlønsreform kommer for sent

De to ordninger, som fylder klart mest i gruppen af personer i den arbejdsdygtige alder, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, er førtidspension og efterløn. I 2009 var henholdsvis 214.000 og 131.000 på de to ordninger.

Især efterlønsordningen har i mange år været omdiskuteret. Det skyldes ifølge eksperterne, at det er den ordning, som det i hvert fald teknisk er lettest at ændre ved. VK-regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de radikale vedtog da også i velfærdsforliget fra 2006, at efterlønsalderen gradvist stiger til 62 og folkepensionsalderen til 67 år fra 2019.

Ændringerne kommer dog alt for sent, mener Jørgen Søndergaard, direktør for SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd:

»I dag tror jeg efterhånden, alle er klar over, at det ikke var nok. Arbejdsstyrken vil falde de næste 10-15 år samtidig med, at vi har den her store gruppe stående udenfor. Det er selvfølgelig et problem for arbejdsmarkedet, men jeg har også svært ved at se, hvordan man får skabt ligevægt i den offentlige økonomi på ti års sigt, hvis man ikke gør noget ved efterlønnen.«

Hos det konservative regeringsparti beklager Henriette Kjær også, at det ikke er muligt at finde politisk opbakning til enten at afskaffe efterlønnen helt eller fremrykke velfærdsforliget.

»Det er for sent, at efterlønsreformerne først kommer i 2019. Vi forsøgte i januar at lægge op til en debat om at fremrykke velfærdsforliget, men der gik jo desværre ikke to sekunder, før Helle Thorning-Schmidt skød det ned,« siger Henriette Kjær.

Det er dog ikke kun Socialdemokraterne, der får de konservatives efterlønsreform til at forblive en drøm, da både regeringspartneren fra Venstre og Dansk Folkeparti også nægter at røre ved velfærdsforliget.

Lars Andersen, økonom og direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener dog, at der kan være andre veje til at skaffe flere hænder eller få mere ud af de eksisterende hænder i arbejdsstyrken.

»Det kan både være bedre og mere letforståelige økonomiske incitamenter, men også ved at gøre op med vores syn på arbejdsmarkedet, hvor det er meget enten 100 procent inde eller helt ude. Undersøgelser viser desuden, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, hvis man føler sig påskønnet og bliver opfordret af arbejdsgiveren til at blive,« siger Lars Andersen.

Færre skal på førtidspension

Når det handler om at mindske antallet i den største gruppe – førtidspensionen – er det ifølge eksperterne sværere at nedbringe antallet i forhold til at reformere efterlønnen. I hvert fald, når det gælder den gruppe, der allerede er på førtidspension. Modsat kan der være perspektiv i at reducere tilgangen til førtidspension fremover. Og både regeringen og KL har spillet ud med bud på, hvordan det kan gøres – ikke mindst ved at undgå, at unge mennesker ryger på førtidspension.

Økonomiprofessor Torben M. Andersen mener, der er en række barrierer, som gør det svært for alvor at reducere antallet af førtidspensionister, og samtidig vil det ofte kræve nogle dyre initiativer. Han mener dog, det er realistisk at hente nogle flere hænder til arbejdsmarkedet ved, at færre havner på førtidspension. Blandt andet ved at sikre en uddannelse til flere unge, som derved får mindre risiko for at blive så fysisk eller psykisk nedslidt, at de havner på førtidspension.

»Op imod en femtedel får stadigvæk ingen ungdomsuddannelse. Det vil sige, at de fra starten er i en ekstremt sårbar gruppe. Så det er centralt at få gjort den gruppe mindre, hvis vi ønsker at mindske antallet på førtidspension,« siger Torben M. Andersen.

De konservatives politiske ordfører Henriette Kjær erkender, at regeringen også på førtidspensionsområdet kunne have sat ind med reformer noget før:

»Der er sket en hastig stigning i antallet af unge, der får en førtidspension, og det kan man selvfølgelig sige, at vi kunne have stoppet noget før. Men nu får vi grebet ind,« siger Henriette Kjær og henviser til, at regeringen arbejder på en førtidspensionsreform, hvor det bliver sværere for unge mennesker at få førtidspension. I samme ombæring vil man også se på fleksjobordningen med friske øjne.

Fleksjob er en af ordninger, som ideelt set skulle gøre, at færre kommer på førtidspension og slet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis man ser på tallene, er det imidlertid tydeligt, at ordningerne ikke fungerer helt efter hensigten. I 2009 var der cirka 51.500 i fleksjob og 30.000 skånejobbere og førtidspensionister, der arbejdede i et vist omfang. Det er i alt cirka 50.000 flere i disse støttede job end i 1995, men i samme periode er der kun kommet cirka 25.000 færre førtidspensionister, som slet ikke arbejder.

For Jørgen Søndergaard er der heller ingen tvivl om, at det er nødvendigt at gå nye veje, hvis vi vil undgå flere på førtidspension i fremtiden.

»Fleksjobordningen kunne for eksempel blive lidt mere rummelig. Som den er nu, er den mest velegnet for folk med fysiske skavanker, men der kan jo også være andre årsager til, at man ikke kan overkomme at arbejde på fuld tid. For eksempel psykiske lidelser, og der er fleksjobordningen ikke så velegnet,« siger Jørgen Søndergaard.

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE

  • Andel af den potentielle arbejdsstyrke, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet