07. juni 2010

Leder: Når fordomme bliver til sandhed

Det er den nemmeste sag i verden: Bestil en måling med spørgsmål som ”Er den offentlige sektor effektiv” eller ”Bør den offentlige sektor effektiviseres”, og så er nyhedshistorien hjemme med overskrifter som ”Danskerne: Effektivisér det offentlige”. Det er en formel, som flere erhvervsorganisationer og nyhedsmedier benytter sig af, selv om svarene reelt ikke siger noget som helst fornuftigt om, hvor effektiv den offentlige sektor er.

Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør for KL

Desværre passer de hårdtslående overskrifter perfekt ind i det vrangbillede af ikke mindst kommunernes manglende effektivitet, som landspolitikere og erhvervsorganisationer gør sig store anstrengelser for at fastholde. Det suppleres med såkaldte ”analyser” af typen ”Hvis alle kommuner bare gjorde som den billigste kommune, kunne kommunerne spare x antal millioner”. Her bliver forskelle i prioritering, serviceniveau og omkostninger fremstillet som ineffektivitet, og det holdes op imod et ideal om samme prioritering, samme serviceniveau og omkostningsniveau.

Der tages ikke hensyn til, at en væsentlig del af formålet med et kommunestyre netop er, at politikerne i den enkelte kommune selv kan vælge, hvordan de vil prioritere de forskellige områder. Det kan derfor være udtryk for et bevidst valg, at man bruger flere penge end andre på et bestemt område. Samtidig lades der ofte hånt om, at kommunerne har forskellige rammebetingelser – eksempelvis i forhold til geografiske afstande, befolkningssammensætning og erhvervsforhold.

Momentum har også forsøgt sig med at måle befolkningens holdning til effektivitet i dette nummer. Vi har imidlertid gjort det på den måde, at vi har bedt lønmodtagerne vurdere effektiviteten på deres egen arbejdsplads – altså noget, de har en reel viden om og ikke blot bygger på fordomme og enkeltoplevelser. Og når man spørger sådan, er der pludselig ingen forskel på, hvordan effektiviteten opleves i den private og den offentlige sektor.

Sandheden er, at der rigtig mange steder arbejdes med effektiviseringer. Hele tiden. Når det er sagt, ændrer det naturligvis ikke ved, at offentlige myndigheder nok kunne være bedre til at fortælle om deres indsats, når så mange ”udefra” i disse undersøgelser slår automatpiloten til og svarer, at den offentlige sektor er ineffektiv. Men netop fordi ”hvis alle bare gjorde-modellen” er blevet fællesnævneren for den måde, kommuner omtales i den offentlige debat på, bliver effektiviseringer i mange tilfælde til et fyord, fordi mange interessenter og brugere tager det som afsæt for serviceforringelser, ”forkert” prioritering eller harme over mistede ”rettigheder”.