24. august 2010

Mohamed har fået job - men halter stadig efter Hong

Somaliere og irakere er de indvandrergrupper, som har oplevet den største stigning i beskæftigelsen i Danmark i de seneste ti år. Det viser ny analyse, som LG Insight har foretaget for Momentum. Men de halter stadig langt efter folk fra Sri Lanka og Vietnam, hvor syv ud af ti er i job. Baggrunden for de store forskelle skal ifølge forsker og integrationschef blandt andet findes i uddannelsesniveau, kulturforskelle, og hvor længe man har været i Danmark.

Nydanskerne har i allerhøjeste grad banet sig vej ind på det danske jobmarked de seneste år. På bare ti år steg andelen af nydanskere i arbejde med næsten 20 procentpoint, så 57,1 procent af nydanskerne var i arbejde i 2008. Stigningen gør sig gældende for alle de store etniske minoritetsgrupper i Danmark, men specielt somaliere og irakere er langt oftere i job i dag. Beskæftigelsesfrekvensen for somaliere er eksempelvis næsten firedoblet fra 1999 til 2008.

Indtast alt-tekst her.

Det viser en ny analyse af udviklingen i indvandrere og efterkommeres jobsituation, som LG Insight har gennemført for Momentum på baggrund af forskeradgang til Danmarks Statistiks databaser.

Somalierne er suverænt den gruppe, der målt i procent har oplevet den største stigning i beskæftigelse fra 10,9 procent i 1999 til 40,6 procent i 2008. En del af stigningen skal dog ses i lyset af, at somalierne også var gruppen med det laveste udgangspunkt. Alligevel vidner tallene om, at somalierne er ved at bide sig fast på det danske jobmarked. Den udvikling glæder Ahmed Dhaqane, formand for Den Somaliske Klub i Rødovre. Han mener, at udviklingen, ud over det generelle økonomiske opsving Danmark oplevede frem til 2008, skyldes, at somalierne efterhånden er ved at falde til i Danmark:

»Mange af somalierne kom i 1990’erne og har nu lært sproget og kulturen, så de bedre forstår, hvad der foregår. Samtidig har somalierne fået opbygget stærke netværk, hvor man deler sine erfaringer fra arbejdsmarkedet. Så hvis en somalier får job på et plejehjem, kan vedkommende forklare, hvad arbejdet går ud på, og hvordan han har fået jobbet. Derved bliver det mere attraktivt og lettere for andre somaliere at søge ind i samme branche,« siger Ahmed Dhaqane og uddyber:

»Jeg kender flere, der har hjulpet hinanden i arbejde. Skal man eksempelvis til jobsamtale, ringer man til andre somaliere, der arbejder inden for branchen, og hører, hvad der blev spurgt om til samtalen, hvordan arbejdet er og så videre.«

Ahmed Dhaqane mener desuden, at mange somaliere i de seneste år, på grund af de vedvarende uroligheder i hjemlandet, har indstillet sig på, at deres drøm om at komme hjem til Somalia ikke bliver til noget, og at deres fremtid ligger i Danmark.

Indvandrere fra Sri Lanka arbejder mest

LG Insights analyse for Momentum viser også, at der stadig er stor forskel på, hvor stor en andel af de enkelte nationalitetsgrupper der er i arbejde. Mens 70,3 procent af indvandrere og efterkommere fra Sri Lanka – analysens topscorere – var i arbejde i 2008, gælder det blot 40,1 procent af libaneserne i den anden ende af skalaen.

En forskel, som ifølge integrationsforsker og vicedirektør ved Anvendt KommunalForskning (AKF) Hans Hummelgaard, bør vække til eftertanke.

»Når man til daglig taler om indvandrernes store indtog på arbejdsmarkedet, kan man nemt komme til at glemme, at der er meget store forskelle på indvandrergrupperne,« siger Hans Hummelgaard.

Analysen, der fokuserer på de ti største minoritetsgrupper i Danmark, viser, at forskellene ikke bare gør sig gældende for yderpunkterne. De ti nationaliteter fordeler sig i tre grupper, hvor Sri Lanka og Vietnam topper listen med en beskæftigelsesfrekvens på omkring 70 procent. Herunder kommer tyrkere, ex-jugoslaver, bosniere, iranere og pakistanere, hvor 56-63 procent af gruppen har job. I bunden ligger irakere, somaliere og libanesere, hvor lige over 40 procent er i job. Til sammenligning var 78,8 procent af de etniske danskere i arbejde i 2008.

Men hvad er årsagen til de store forskelle i beskæftigelsesfrekvens? Ifølge Hans Hummelgaard er der tre hovedforklaringer.

»Uden en uddannelse er det svært at komme ind på det danske arbejdsmarked. Samtidig spiller antallet af år, man har tilbragt i Danmark, både ind på, hvor godt man har lært det danske sprog og kultur samt chancerne for, at man har fået et netværk. Det er så vigtigt i Danmark, hvor mange job bliver besat ved, at nogle kender nogle. Til sidst er det også væsentligt, hvor fjernt ens arbejdskultur ligger fra den danske, hvor vi kræver en høj grad af selvledelse,« siger Hans Hummelgaard.

Han henviser til, at hvis man ser på eksempelvis somaliere og srilankanere fra hver sin ende af analysen, så har næsten halvdelen af srilankanerne været i Danmark i over 20 år, mens det kun gør sig gældende for seks procent af somalierne. Samtidig er uddannelsesniveauet for srilankanerne også langt højere end somaliernes.

Kulturen kan stå i vejen

Birgitte Vinsten, integrationschef og leder af Etnisk Jobteam i Odense Kommune, er enig med Hans Hummelgaard i, at arbejdskulturen spiller en væsentlig rolle for, hvor nemt de forskellige indvandrergrupper kommer ind på arbejdsmarkedet.

»Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt havde en gruppe somaliske kvinder ude på en virksomhed, og de kunne simpelthen ikke finde ud af at lave tingene i en proces. Når de hakkede løg, så hakkede de alle sammen løg, og så flyttede de sig alle sammen hen til det næste i stedet for at sørge for, at kæden kørte,« siger Birgitte Vinsten.

Hun oplever, at især første generationspersoner med mellemøstlig baggrund allerede i skolesystemet er blevet oplært til at gøre, hvad der bliver sagt, og er vant til at gøre, som chefen siger og endelig ikke mere, for ellers bliver der ballade:

»Det er derfor en stor ændring, når de kommer til en dansk virksomhed. Her forventer vi jo, at folk selv tager initiativ, og at de ikke bare bliver stående, når de har løst en arbejdsopgave. Modsat er det vores erfaring, at eksempelvis vietnameserne har nemmere ved at gå ind og tilpasse sig vestlige arbejdspladsers krav.«

En måde, man kan overvinde forskellene på, er ifølge Birgitte Vinsten, at virksomhederne ansætter mangfoldigt, så man blandt sit personale har medarbejdere, der kan agere en form for etniske mentorer og være med til at hjælpe de nye medarbejdere med at finde sig til rette på virksomheden.

Graver man lidt dybere i tallene, kan man også se, at bosnierne allerede er oppe på en beskæftigelsesfrekvens på 62,2 procent – næsten en fordobling fra 1999 – selv om det er den gruppe, der har været kortest tid i Danmark. En udvikling, som integrationsforsker Hans Hummelgaard tilskriver bosniernes høje uddannelsesniveau, og at de netop i højere grad end flere af de andre lande har en kultur, der minder om danskernes.

En væsentlig del af forklaringen på, at flere indvandrere og efterkommere har fået job i de seneste år, er, at flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet. Eksempelvis var blot hver tyvende somaliske kvinde i arbejde i 1999, mens det var næsten hver tredje i 2008.

Der er dog stadig et langt stykke vej, før kvindernes beskæftigelsesfrekvens når op på niveau med deres mænds og ikke mindst de danske kvinders. For alle nationalitetsgrupper gælder, at mændene oftest er i arbejde, men det er især de pakistanske, libanesiske og somaliske kvinder, der halter efter deres mænd. Det hænger ifølge integrationsforsker Hans Hummelgaard sammen med forskellene på traditionerne blandt de forskellige nationaliteter:

»Analysen viser nogle klare forskelle, som blandt andet skyldes, at det i nogle kulturer er vigtigt, at kvinderne bliver hjemme i stedet for at få et arbejde.«

For Birgitte Vinsten, integrationschef i Odense Kommune, er det heller ikke så underligt, at indvandrerkvinderne endnu ikke er på niveau med mændene, når det gælder om at komme i job.

»Danske kvinder har jo brugt 30-40 år på at finde sig tilrette på arbejdsmarkedet og lære både at klare familie, børn og fuldtidsjob. De her kvinder skal først til at lære det,« siger Birgitte Vinsten og giver et konkret eksempel:

»En af vores jobkonsulenter sagde til en indvandrerkvinde, at hun skulle huske ikke at få veninderne på besøg klokken 22, når de skal på arbejde næste morgen. Og der tænkte jeg, hvem får besøg klokken 22 om aftenen. Men det er jo en del af nogle kulturer, at man kommer på besøg sent og bliver til langt ud på natten. Og så er det klart, at det er surt at skulle op klokken seks næste morgen.«

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE

  • Beskæftigelsesfrekvens i 2008 for de ti største nationalitetsgrupper, fordelt på køn

  • Om undersøgelsen - nydanskeres beskæftigelse