13. april 2010

Kommunalt ansatte skal kunne lave deres egen lønpakke

Den enkelte kommunale medarbejder skal i højere grad kunne vælge, hvordan de vil prioritere mellem løn, pension og måske flere andre elementer, mener både ledere og medarbejdere i kommunerne. Et stigende antal kommuner satser også på flere personalegoder, som eksempelvis gratis adgang til kommunens svømme- og skøjtehaller.

Højere løn er et naturligt mantra fra medarbejdersiden, når der indkaldes til lønforhandlinger. Men står det til de kommunale ledere og medarbejdere, skal der i fremtiden også være større frihed for den enkelte til at bestemme, om de vil have mere i lønningsposen, lægge mere til side til pensionen eller måske have et par ekstra fridage eller et spændende kursus.

En undersøgelse, KL har gennemført blandt landets kommunaldirektører, personalechefer samt 1.243 institutions- og mellemledere viser, at 83 procent af kommunaldirektørerne støtter, at medarbejderne kan få mere fleksible lønpakker. Og denne holdning går igen blandt de andre kommunale ledere, hvor lidt under 70 procent af personalecheferne og institutions- og mellemlederne mener, det er en god idé.

Fleksible lønpakker

Også hos KL, som står for kommunernes overordnede lønforhandlinger med medarbejderorganisationerne, vækker ønsket om en øget fleksibilitet i den enkeltes lønpakke genklang.

»Der er ingen – hverken ledere eller medarbejdere – der bryder sig om sådan en fuldstændig dogmatisk ”one size fits all”, så derfor kan fleksible lønordninger være med til at gøre kommunen til en attraktiv og nutidig arbejdsplads for nuværende og potentielle medarbejdere,« siger Michael Ziegler, formand for KL’s løn- og personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup.

Skræddersyede overenskomster

Dennis Kristensen, der som formand for fagforbundet FOA repræsenterer næsten 200.000 kommunalt og regionalt ansatte, er helt med på ideen om, at der bliver et friere valg for den enkelte medarbejder. Det blev en del af de største FOA-overenskomster allerede i 2008, at medarbejderne selv kan afgøre, hvordan de vil benytte 0,7 procent af lønsummen. De kan få det udbetalt som løn, få det indsat på arbejdsmarkedspensionen eller vælge at holde to seniordage, fra de fylder 58 år. Og Dennis Kristensen mener, det er vigtigt, at den valgfrihed udbygges yderligere i de kommende år:

»Vi har et samfund med et velstandsniveau så højt, at det at betragte folk som gennemsnits, både hvad alder, køn og alt muligt andet angår, vil få vores overenskomstsystem til at gå dødt. Vi skal have det tilpasset sådan, at den unge på 18 kan tænke anderledes end det gamle røvhul som mig på 57, og at vi i forskellige livsfaser kan prioritere forskelligt,« siger Dennis Kristensen.

Både arbejdsgivere og lønmodtagere håber, at der allerede ved de kommende overenskomstforhandlinger kan blive råd til en udvidelse af frit valgs-ordningen for de faggrupper, der ønsker det.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer videre ad det her spor. Men det er klart, at i den økonomiske situation, vi står i, med små midler at forhandle om, er mulighederne begrænsede. Men vi må holde det i live, hæge om det og udbygge lidt. Og så kan vi udbygge mere i perioder, hvor der er bedre råd til det,« siger KL’s topforhandler Michael Ziegler.

FOA-formand Dennis Kristensen tror også på, at der vil ske en udbygning af ordningen til foråret:

»Det er jo meget beskedne midler, der er lagt ind i ordningen i første omgang, og det er klart, at det ikke bliver ved overenskomstfornyelsen i 2011, at vi ser det store kvantespring. Men selv om der er smalhals, og vi gerne vil sikre, at reallønnen er på plads for alle, tror jeg, der skal være plads til et lille nøk i den retning.«

Netop en udbygning af muligheden for selv at vælge kan ifølge arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen, professor ved Københavns Universitet, være noget af det krymmel, som kan få en overenskomst i krisens tegn til at glide ned hos medarbejderne. Og han tvivler ikke på, at de fremtidige overenskomster vil byde på flere valgmuligheder for den enkelte.

»Det er et af de områder, der vil blive styrket på lidt længere sigt. På mange områder er man for eksempel med pension oppe på et så højt niveau i de generelle ordninger, at det måske er bedre at sige, at det må være et frit valg, om du vil have mere pension, løn eller frihed. Så jeg tror, det er kommet for at blive,« siger Jørgen Steen Madsen.

Det er ikke kun øget fleksibilitet i forhold til, hvordan lønnen skal sammensættes, der i fremtiden skal lokke medarbejdere til kommunerne i stedet for det private. I de seneste år har en række kommuner indført personalegoder, hvor medarbejderne får eksempelvis gratis frugt eller motion på arbejdspladsen eller skatterabat på tidsskrifter eller aviser.

»Det handler i virkeligheden om, at vi følger med det private arbejdsmarked. Både ledere og medarbejdere har følt det underligt, at de ikke havde de samme muligheder, som man havde på det private arbejdsmarked,« forklarer Michael Ziegler, formand for KL’s løn- og personaleudvalg.

Århus Kommune er en af de kommuner, der har satset meget på personalegoder i de seneste år. Her har man som et led i at gøre kommunen til en attraktiv arbejdsplads blandt andet indført avisabonnementer og bus- og togkort, der kan betales ud af bruttolønnen, så medarbejderen sparer i skat. Personalegoderne omfatter desuden medlemskab af rabatforeningen Logbuy, som giver rabatter i diverse forretninger, rabat på medlemskab af fitnesscentre samt gratis adgang til kommunens svømmehaller og skøjtehal.

Personalechef i Århus Kommune Per Jensen glæder sig over, at kommunen kan tilbyde sine medarbejdere de forskellige goder:

»Personalegoderne er med til at skabe et positivt billede af kommunen, og det er nødvendigt, når vi i kommunerne skal konkurrere med det private om nye medarbejdere. I forhold til den enkelte stilling er det formentlig sjældent altafgørende, om arbejdspladsen eksempelvis har en frokostordning, men overordnet er det nødvendigt for ikke at blive fravalgt til fordel for det private,« siger Per Jensen.

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk og Søren Kudahl, skd@kl.dk

Analyse: Karina Ramsløv og Uffe Krag Kristensen

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Mere lokal løn, tak

  • LINK

    Offentlige ovenskomstforhandlinger i en helt anden verden

  • LINK

    KL indbyder fagforbund til topmøde om barske udfordringer