Kommunernes Klimapolitiske Netværk
Klima - både CO2-reduktion og klimatilpasning - er en stærk lokalpolitisk dagsorden, som kommunerne tager et stort ansvar for at løfte. Det er en opgave, der både går på tværs af sektor- og fagområder og involverer eksterne parter i ambitionen om at forebygge og håndtere klimaforandringerne lokalt.
I mange kommuner organiseres arbejdet i nye tværgående enheder, som fx et klimasekretariat eller en klimagruppe. Tilsvarende får CO2-reduktionsarbejdet i højere og højere grad et direkte ophæng i politiske udvalg.
Kommunernes klimapolitiske netværk er et forum for videndeling, inspiration og fælleskommunal dialog for kommunale chefer og medarbejdere med ansvar for det tværgående klimaarbejde i kommunen. Netværket sætter spot på aktuelle klimapolitiske dagsordener inden for eksempelvis affald, energi, klimatilpasning, CO2-målinger, cirkulær økonomi mv.
Derudover vil man i netværket blive opdateret på nyt fra KL på klimaområdet og høre spændende eksterne oplæg, der beskæftiger sig med de væsentligste klimapolitiske dagsordener i kommunerne.