Lovgivning og anbefalinger for lade- og parkeringspladser
En ladeplads er ikke en parkeringsplads - lovgivning og anbefalinger
Ladestandere udnyttes mest effektivt, hvis flest muligt kan lade
I takt med at der kommer flere elbiler og opladningshybrider på vejene, stiger behovet for at kunne oplade disse biler også på offentligt tilgængelige ladepunkter.
Selvom to ud af tre danskere kan lade bilen med en ladeboks på egen grund, er der stadig en tredjedel, der vil være helt afhængig af adgangen til offentlige ladestandere. Men også de, der har egen ladeboks har behov for opladning på farten i forbindelse med familiebesøg, rejser, møder etc.
Hidtil har udbuddet af lademuligheder mange steder været foran antallet af biler, men dette billede er nu ved at vende. Mangel på ledige ladestandere kan hurtigt blive et problem for mange elbilejere og forhindre nye i at turde skifte benzin- eller dieselbilen ud med en elektrificeret bil.
Muligheden for at lade kan yderligere blive presset, hvis opladelige biler parkerer på en elbilplads uden at oplade. Det nedsætter motivationen til køre i en opladelig bil, og er således til skade for både forbrugerne og de virksomheder og myndigheder, der investerer i ladepunkter og ladepladser.
Heldigvis kan kommunerne relativt let bidrage til den gode udnyttelse af ladestanderne.
KL har sammen med FDM og FDEL udarbejdet en oversigt over, hvilke muligheder den eksisterende lovgivning giver, og kommer med en række anbefalinger til, hvordan kommunerne kan implementere lovgivningen i praksis.