Fælleskommunalt indsatskatalog

Afdækning og udvikling af det fælleskommunale indsatskatalog

17 kommuner, KL og Socialstyrelsen har i sidste halvdel af 2018 udviklet et fælleskommunalt indsatskatalog, der rammesætter lokale sociale indsatser, og som kan bruges aktivt i dialogen mellem forskellige fagligheder og kommuner.

Kataloget beror på en grundig undersøgelse

På baggrund af tre workshops i sidste halvår af 2018 har 17 kommuner, KL og Socialstyrelsen udviklet et fælleskommunalt indsatskatalog over sociale indsatser, der bygger på en omfattende undersøgelse af 57 kommuners lokale beskrivelser af sociale indsatser.

Projektet sendte i 3. kvartal 2017 en mail ud til 98 kommuner, hvor vi efterspurgte materiale, der kunne give indsigt i lokale beskrivelser af kommunale sociale indsatser. Det resulterede i at 57 kommuner svarede og indsendte materialer såsom kvalitetsstandarder, serviceniveaubeskrivelser, indsatskataloger osv.

Samlet set indsendte de 57 kommuner 418 dokumenter, der efterfølgende dannede baggrunden for en større databehandling. Resultatet af databehandlingen var 4.173 forskellige indsatsbeskrivelser. Databehandlingen gav bl.a. indsigter om den store palette af sociale indsatser, og konkret input til at definere forskellige typer af ydelser og tilbud.

På baggrund af de indsendte indsatsbeskrivelser udviklede KL og Socialstyrelsen i samarbejde et bruttokatalog, der lå i forlængelse af det oprindelige begrebsapparat i Voksenudredningsmetoden (VUM). Det færdige indsatskatalog version 1.0 blev udfærdiget på tre workshops i sidste halvdel af 2018, hvor 17 kommuner, KL og Socialstyrelsen deltog.

Læs mere om hvorfor kommunerne efterspørger et fælleskommunalt indsatskatalog.