Nyt erhvervsfremmesystem

Klynger og innovationsnetværk

Her kan du læse informationer om klynger og innovationsnetværk og se spørgsmål og svar i forhold til det nye erhvervsfremmesystem.

Kan kommunerne fortsat igangsætte og finansiere klyngeaktiviteter? 

Mange kommuner faciliterer netværkstilbud til lokale virksomheder indenfor særlige brancher, værdikæder eller temaområder. Nogle af disse lokale netværk låner fra klynge-værktøjskassen, og ofte betegnes de lokale netværk også som klynger. Disse lokale netværksaktiviteter, der har som hovedformål at samle lokale virksomheder indenfor samme branche eller fagområder til løbende arrangementer, står eksplicit beskrevet i loven, som en naturlig aktivitet for kommunerne fortsat at varetage.

Til gengæld fremgår det af lovbemærkningerne, at der hvor klyngeaktiviteterne ikke alene retter sig mod de lokale virksomheder, så skal aktiviteterne varetages indenfor rammerne af den decentrale erhvervsfremmestrategi og dermed de 10-12 landsdækkende klynger.

Kommunerne kan fortsat deltage i klyngerne, eksempelvis ved at sidde med i bestyrelserne, eller ved at medfinansiere klyngernes aktiviteter, så længe ovenstående kriterier om, at det skal ske indenfor rammerne af den decentrale erhvervsfremmestrategi, er opfyldt. Medfinansiering af klyngerne skal derudover ske inden for de nye økonomiske rammer for den lokale erhvervsfremmeindsats, og/eller gennem privat medfinansiering eller projektmidler.

Kommunerne kan også med fordel henvise enkeltvirksomheder eller lokale virksomhedsnetværk til de landsdækkende klynger, for at sikre at klyngernes aktiviteter kommer det lokale erhvervsliv til gavn. Endelig kan større kommunale klyngeaktiviteter evt. få status af lokale eller regionale filialer under de landsdækkende klynger. Det vil være særligt relevant hvor virksomheder eller økosystemet omkring en klyngestruktur er geografisk spredt, og hvor en landsdækkende klynge vil have behov for mere lokal forankring for at kunne sikre adgang for virksomheder i hele landet. 

Hvem har opgaven med at drive klyngeindsatsen videre? 

Det vil være op til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse at sikre en sammenhængende klyngeindsats fremover. Bestyrelsen udpeger dels de erhvervs- og teknologiområder, hvortil der kan udmøntes midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet (innovationsnetværkene) og råder dertil over egne midler, som kan prioriteres til indsatsen.

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte vil fortsat udmønte midlerne til innovationsnetværkene.
Kommunerne har indtil nu spillet en særlig rolle på klyngeområdet ved at understøtte spirende klynger. Dette er formentlig stadig muligt, dog enten ved at man understøtter en af de spire-initiativer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udpeger og at kommunens engagement flugter med den decentrale erhvervsfremmestrategi, eller ved at den understøttende rolle fokuseres på virksomheder i den pågældende kommune.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får, som en del af udarbejdelsen af den samlede strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats, til opgave at indstille erhvervs- og teknologiområder, der skal udbydes offentlig finansiering til fra Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM). Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse råder derudover over egne midler, der kan prioriteres til at understøtte klyngeindsatsen, herunder medfinansiering af EU-strukturfondsmidler m.v. Men der er ikke på forhånd øremærket midler til klyngeområdet under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Samspil mellem klynger og erhvervshuse

Hvordan samspillet mellem klyngerne og erhvervshuse konkret skal foregå, fremgår ikke af loven. Dette er heller ikke omfattet af rammeaftalen for arbejdsdelingen mellem kommuner og erhvervshuse. Der er dog en forventning om, at der skal foregå et tæt samarbejde mellem erhvervshusene og de landsdækkende klynger, også for at overlappende tilbud undgås.

Et samarbejdet mellem klyngeorganisation og erhvervshus i et de enkelte områder af landet, vil yderligere aktualiseres af, at der i lovens bemærkninger står, at "klyngerne og innovationsnetværkene skal være tilgængelige for virksomheder i hele landet og evt. have flere geografiske placeringer."