Erhvervsudvikling Erhvervsfremme

Tværkommunale Erhvervshuse

Hos Erhvervshusene kan virksomheder og iværksættere i hele landet få uvildig vejledning og sparring om udvikling af deres forretning.

Erhvervshusene

Sammen med kommunerne og virksomhedsguiden er Erhvervshusene en del af det offentlige erhvervsfremmesystem, som udgør et sammenhængende tilbud til virksomheder og iværksættere, der spænder over den lokale dialog og vejledning til sparring med specialister i forretningsudvikling i Erhvervshusene og de landsdækkende muligheder hos Innovationsfonden, Eksportrådet mfl.

Erhvervshusene yder uvildig vejledning og afklaring til virksomheder og iværksættere og er kompetencecentre der samler specialiserede faglige kompetencer i virksomhedsdrift og -udvikling. Erhvervshusenes ydelser er tilgængelige for alle virksomheder med behov for specialiseret vejledning og er med til at understøtte vækst og udvikling i hele Danmark.

 

Opgaver

Erhvervshusene har fire kerneopgaver, som er beskrevet i en rammeaftale mellem KL og Regeringen.

  1. De skal tilbyde specialiseret og målrettet 1:1 vejledning til alle typer af virksomheder og iværksættere.
  2. De skal fungere som knudepunkter i erhvervsfremmesystemet.
  3. De kan være operatører på projekter inden for rammerne af erhvervsfremmestrategien.
  4. De skal bidrage i formuleringen af de regionale kapitler i strategien for den decentrale erhvervsfremmeindsats.

Organisering

Erhvervshusene er etableret med lov om erhvervsfremme som særlige forvaltningssubjekter og er dermed selvstændige juridiske enheder inden for den offentlige forvaltning.

Der er seks erhvervshuse som ligger i Aalborg, Aarhus, Odense, Vojens, Sorø og København, og derudover yderligere seks filialer som ligger i Nykøbing Mors, Herning, Horsens, Hillerød, Vordingborg og Rønne.

Styring og ledelse

KL og regeringen indgår en rammeaftale der typisk løber over flere år. De fem kommunekontaktråd indgår hvert år en resultatkontrakt med deres respektive kommunekontaktråd (KKR) inden for de nationale rammer.

Derudover skal KKR inddrages i udarbejdelsen af erhvervshusenes bidrag til den nationale erhvervsfremmestrategi. I resultatkontrakter aftales de konkrete mål og indsatser mellem Erhvervshusene og kommunerne som dermed er med til at sikre sammenhæng i erhvervsfremmeindsatsen

Hvert erhvervshus ledes af en bestyrelse, på Bornholm er der nedsat en selvstændig bestyrelse for den Bornholmske filial. Bestyrelsen består af 11 medlemmer, herunder 1 folkevalgt formand samt 1 observatør udpeget fra Erhvervsministeriet. Bestyrelsernes opgave er at sikre at erhvervshusene løser deres opgaver effektivt og altid tager udgangspunkt i virksomhedernes behov.

Økonomi

Kommunerne finansierer Erhvervshusene med et basistilskud som i 2020 udgør 165,7 mio. kr. Tilskuddet og fordelingen beregnes af Økonomi- og Indenrigsministeriet på baggrund af befolkningstallet året før budgetåret og udmeldes hvert år i august.

Se mere information om erhvervshusene i dokumenterne nedenfor.

Baggrund

  • PDF

    Erhvervshusenes basisbevilling for 2023.pdf

  • PDF

    aftale om rammerne for erhvervshusene 2021-2023.pdf

  • PDF

    Fordeling af kommunernes tilskud til erhvervshusene

  • PDF

    Aftale om etablering af tværkommunale erhvervshuse.pdf

  • PDF

    Standardvedtægterne for de tværkommunale erhvervshuse.pdf

×

Log ind