Inkluderende læringsmiljøer

Halsnæs Kommune: NÆS-klasse – et inkluderende læringsmiljø for børn med autisme og børn fra almenområdet

Halsnæs Kommune den 4. oktober 2018

Praksis og proces

Halsnæs Kommune oprettede pr. 1. august 2018 en NÆS-klasse på Melby Skole, som er en almen folkeskole. Betegnelsen NÆS er taget fra Halsnæs for at fremhæve det lokale tilsnit og refererer til den pædagogiske praksis Nest, som oprindeligt er udviklet i USA. I Aarhus Kommune har Katrinebjergskolen i samarbejde med PPR udviklet og tilpasset principperne i Nest til brug i en dansk kontekst. NÆS-klassen på Melby Skole er således direkte inspireret af Aarhus Kommunes arbejde og erfaringer med Nest.

Nest tager afsæt i en antagelse om, at børn er mere ens end forskellige. Alle børn har brug for god undervisning, og hvis de ikke lærer af den måde, de undervises på, må vi undervise dem på en måde, så de lærer.

I en Nest-klasse deler børn med autisme og børn fra almenområdet klassefællesskab (i alt 16 elever, hvoraf fire har en diagnose inden for autismespektret). Børnene undervises efter anerkendte specialpædagogiske metoder, og erfaringerne viser, at alle i klassen profiterer af disse metoder.

Målgruppen for NÆS-klassen er normaltbegavede børn med autisme. Der kan også være tale om børn uden en diagnose, men med en pædagogisk psykologisk funktionsbeskrivelse, som sandsynliggør udfordringer inden for autismespektret. For begge grupper gælder, at de formodes at kunne trives og lære i en specialpædagogisk ramme i en almen klasse.

NÆS-klassen på Melby Skole er i skoleåret 2018/19 en 0. klasse. Til klassen er der fast tilknyttede lærere og pædagoger. Der er altid to voksne i klassen, og læringsmiljøet er tilrettelagt, så det imødekommer NÆS-målgruppens behov for struktur og forudsigelighed. De fire børn med autisme har al deres undervisning i NÆS-klassen med undtagelse af tre ugentlige lektioner, hvor de trænes i relevante tilgange til social interaktion.

For visitation til NÆS-klasse gælder, at indstilling til PPR afgives af skolens leder i samråd med barnets forældre. På baggrund af den pædagogisk psykologiske vurdering fra PPR afgør skolens leder gennem skolens ressourcecenter, om barnet skal henvises til en NÆS-plads.

Kontekst og formål

NÆS-klassen skal ses og forstås som et skoleudviklingsprojekt, som gennem specialpædagogisk viden og praksis skal udvikle og styrke den almene pædagogiske praksis.

De pædagogiske metoder, som anvendes i NÆS-klassen, bruges i forvejen i folkeskolen i Halsnæs. Det særlige ved NÆS-klassen er, at metoderne anvendes konsekvent og systematisk af al personale omkring klassen.

Sammenhæng til kommunal politik og strategi

Halsnæs Kommunes ’Strategi for tidlig indsats i Dagtilbud, Skole og Unge- og Kulturcentret’ (udkast, september 2018).

Såvel skolebestyrelse som MED-udvalg på Melby Skole har været involveret i etableringsprocessen. Der er afholdt forældremøder forud for opstart af NÆS-klasse for hhv. forældre til NÆS-målgruppe og den samlede forældregruppe.

Erfaringer og opmærksomhedspunkter

Den første tid i NÆS-klassen er forløbet tilfredsstillende. Alle elever er kommet godt i gang med skoleåret, og der er kommet hverdag i de nye rutiner. Teamet omkring NÆS-klassen er ved at finde en form til samarbejde og planlægning af undervisningen. PPR deltager i teammøder og fra tid til anden i undervisningen og på baggrund heraf gives sparring i forhold til såvel NÆS-metoder som enkelte børn.

Foreløbige erfaringer viser, at undervisningen i NÆS-klassen kræver en del mere koordinering sammenlignet med en almen 0. klasse.

De næste skridt

Administrationen, PPR og ledelsen på Melby Skole samarbejder om løbende at evaluere NÆS-projektet. Evalueringen fokuserer på elevernes faglige udvikling og trivsel, personalets trivsel og evt. behov for efter- og videreuddannelse. Derudover gennemfører administrationen en interviewrunde med personale, ledere, PPR og forældre ultimo 2018.

Det er ikke afklaret, om der oprettes endnu en NÆS-klasse på 0. klassetrin i skoleåret 2019/20.

Nødvendige ressourcer

Uddannelse: Personalet, der varetager undervisningen i NÆS-klassen, har deltaget i et kursusforløb på fem dage. SFO-personalet har modtaget oplæg om autisme og Nest-principper. PPR har afholdt en intern kursusdag for samtlige medarbejdere i PPR om tankegang og principper i Nest. Al uddannelse er varetaget af PPR, som har indgået en aftale med PPR i Aarhus om supervision af PPR-teamet i Halsnæs.

Det vigtigste råd til andre

Hent inspiration i andres erfaringer med Nest-principper og oversæt til egen lokal kontekst.

Sørg for at udarbejde en solid plan, som sikrer overblik og kontinuitet i etableringsprocessen og den første tid i NÆS-klassen.

Anlæg et stærkt fokus på kompetenceløft af personalet omkring NÆS-klassen, idet faglig udvikling og kvalitet i det pædagogiske arbejde hænger tæt sammen. Også vigtigt at have opmærksomhed på, om der er behov for mere uddannelse senere hen.

Etablér et tæt samarbejde med PPR.

Hvis du vil vide mere

For yderligere oplysninger kan forvaltningen kontaktes på følgende mail: mail@halsnaes.dk 

Aarhus Kommunes hjemmeside: Nest - en skole for alle

Bog: Nest programmet i Danmark. En tredje vej til inkluderende fællesskaber (Dafolo og NEST Aarhus, 2018)