Kommunal tilsynspraksis i dagtilbud Cases

Fra dokumentbaseret til observationsbaseret pædagogisk tilsyn i Vejle kommune

Vejle Kommune har  tidligere gennemført tilsynsbesøg med afsæt i institutionernes (kommunale, private og selvejende institutioner) skriftlige dokumenter baseret på Dagtilbudsloven, kommunens værdier, retningslinjer og politikker. Der indgik kvantitative data fra institutionernes samlede rapporter af Sprogvurderinger, Dialogværktøjet og Lege- og læringsmiljø fra platformen H&H (Rambøll), samt arbejdsmiljømæssige dokumenter som er lovmæssigt forankret.

Tilsynet havde to spor, et som sikrede at institutionerne levede op til lovmæssige krav på dagtilbudsområdet og et andet en dialog af den pædagogisk praksis, ud fra diverse databaserede rapporter og en pædagogisk spørgeramme. I dialogen, som tog afsæt i spørgerammen  for tilsynet deltog repræsentanter fra forældrebestyrelsen, pædagoger og ledelse. Rammen gav et godt udgangspunkt for dialogen. . Men i forhold til den nationale og evidensbaserede tilgang og fokus på højkvalitets dagtilbud, gav tilsynet ikke tilstrækkelige informationer til konkret at vurdere kvaliteten af det pædagogiske arbejde, der foregik i praksis.

Observationsbaseret pædagogisk tilsyn

I 2018 blev det efter en grundig dialog i dagtilbuds institutionsråd (råd af daginstitutionsledere og forvaltningsrepræsentanter) besluttet i Børne- og Familieudvalget, at kommende tilsyn skulle tage udgangspunkt i, at de tilsynsførende skulle observere institutionernes pædagogiske praksis i to timer sammen med daginstitutionslederen. Efterfølgende afholdes et ordinært tilsynsmøde, også på to timer, med læringsfeedback og dialog om det observerede. Læringsfeedback er valgt som metode, for at understøtte institutionernes systematiske evalueringskultur og fokus på en pædagogisk og didaktisk reflekteret praksis. I praksis betyder det at medarbejderne kan justeres sig i forhold til at have en professionel samarbejdskultur med kerneopgaven som et fælles styrebillede. For at sætte dette ind i en kontekst af kvalitet og give større transparens i hvilke kvalitetsparametre institutionerne vurderes ud fra, er tilsynskonsulenterne blevet certificeret i ECHERS-3 som afsæt for observationerne under tilsynet.

Kvalitetsforståelsen har og er stadig centreret om den pædagogiske læreplan og ”Det er for børn – trivsel og læring i de vigtigste år” som er Vejle Kommunes delpolitik for dagtilbud.

På nuværende tidspunkt anvendes skaleringen i ECHERS-3 ikke i det pædagogiske tilsyn og i afrapporteringen fra tilsynet. De forskellige temaer og kvalitetsparametre indgår i observationerne og den efterfølgende læringsfeedback til institutionen. Herudover indeholder tilsynskonsulenternes læringsfeedback evidensbaseret viden fra EVA's undersøgelser og rapporter om kvalitet i dagtilbud.

Nuværende tilsynsmodel og dialogen om pædagogisk kvalitet får generelt en positiv feedback fra lederne, pædagogerne og bestyrelsesrepræsentanterne. Lederne anvender viden fra tilsynet til udvikling i egen institution, og det politiske niveau følger udviklingen ved årlige orienteringer og drøftelser. Der er stor sammenhæng mellem de politisk besluttede prioriterede indsatser på dagtilbudsområdet og tilsynets fokus. Endvidere understøttes kvalitetsforståelsen og faglig ledelse tæt på i aktionslærings forløb og i et uddannelsesforløb for daginstitutionernes ledelsesteams. Samtlige pædagoger i kommunale, private og selvejende institutioner har deltaget i uddannelse som ”faglige fyrtårne” i et samarbejde med UCL.  Uddannelsesforløbet understøtter også kvalitetsforståelsen helt generelt på dagtilbudsområdet.

Opmærksomheder og fremadrettet udvikling af det pædagogiske tilsyn

Vejle kommune står overfor at udvikle på det pædagogiske tilsyn og afventer evt. nationale rammer i forbindelse med ” Aftale om minimumsnormeringer”. Da ECHERS-3 har rod i amerikansk forskning, er Vejle kommune i en undersøgelsesfase af redskabet KIDS. Ligesom der bliver drøftet , hvordan børneperspektivet mere eksplicit  kan inddrages. Der drøftelser om uvildigheden i tilsynet, fordi nuværende tilsynskonsulenter også har opgaver i institutionerne, som kan udfordre uvildigheden på den fremadrettede dagsorden for pædagogiske tilsyn i dagtilbud. Drøftelserne omkring uvildigheden tager afsæt i, om og hvordan konsulenterne  både kan have en kontrollerende objektiv funktion i forbindelse med pædagogisk tilsyn, samtidigt med, at konsulenterne er kontaktpersoner for daginstitutionerne hvor der indgår ledelsesmæssige opgaver, sparring mv.

Af nye initiativer afprøves alle tilsyn som uanmeldte tilsyn i kommunens private daginstitutioner ud fra tilsynskonceptet som er beskrevet i” principper og rammer for tilsyn i dagtilbud i Vejle kommune”. Institutionslederne inviteres mere aktivt ind til at give en læringsfeedback på de observationer, der er fremkommet under tilsynet.

Opfølgningen på tilsynsrapporter hvor der gives opmærksomheder og henstillinger er konkret blevet beskrevet i en samarbejdsaftale med Vejle Kommunes Tværfaglig Center for Børn og Unge (TCBU).  Fagprofessioner i TCBU kan konkret få opgaver ind i at understøtte lege- og læringsmiljøet i den enkelte daginstitution. Samarbejdet aftales mellem Dagtilbudsafdelingens tilsynskonsulenter og distriktslederne fra TCBU i en afstemt handleplan og kontrakt.

Vil du vide mere

Ønsker du mere viden om arbejdet med tilsyn i Vejle kommune, er du velkommen til at rette henvendelse til pædagogisk konsulent for ledelse og pædagogisk udvikling, Lene Vemmelund på lenve@vejle.dk