Kommunal tilsynspraksis i dagtilbud Artikler

Forvaltningens kompetencer er afgørende for effekten af tilsynet

Både nationalt og kommunalt har der de sidste år været fokus på, hvordan tilsynet i de kommunale dagtilbud kan og skal bidrage til at styrke kvaliteten. Tilsynet skal føre til øget kvalitet eller forbedringer, og der er derfor behov for fokus på tilsynets systemer, metoder og procedurer. Både forvaltning, ledelsen og medarbejdere og deres samarbejde har en vigtig rolle i arbejdet med at øge kvaliteten bl.a. på baggrund af et tilsyn. Her har især de kommunale konsulenter en vigtig rolle.

Tilsynet skal ses i et kommunalt helhedsperspektiv

Hvis realiseringen af den styrkede pædagogiske læreplan skal ske i sammenhæng med tilsynet, og skabe en reel værdi, må hele opgaven anskues ud fra en Whole System Approach, som betyder, at der arbejdes ud fra et organisatorisk blik og en forståelse for vigtigheden af sammenhæng i den kommunale styringskæde. Det er kommunalbestyrelsen, der skal føre tilsyn med indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på, men dagtilbudsloven beskriver ikke hvordan, hvor ofte eller hvem, der skal føre tilsyn. Uanset hvilken tilsynsproces- og model, en kommune anvender, skal den tilsynsansvarlige forvaltning have fokus på effekten af et tilsyn og sikre, at der sker en opfølgning. Det kræver, at medarbejdere i forvaltningen har grundlæggende indsigt i lovgivningen og rammerne for kvalitet i dagtilbud, og har kompetencer til at vurdere, om de krav, der stilles, er opfyldt, samt hvilke indsatser der kan fremme den ønskede udvikling.

Det betyder, at konsulenter på dagtilbudsområdet bør kunne vurdere om samarbejde og sammenhæng mellem de forskellige led i styringskæden i tilstrækkelig grad understøtter udvikling af kvaliteten i det enkelte dagtilbud. Hvis samarbejdet eller sammenhængen ikke fungerer, kan det få den uhensigtsmæssige konsekvens, at det bliver den enkelte konsulents, dagtilbudsleders eller pædagogs opgave og ansvar, at tilsynet også fører til ændret praksis. Forvaltningschef og -konsulenter har derfor en vigtig opgave i at forankre målene i hele organisationen, bringe alle aktører i spil – og også tydeliggøre de mange delprocesser, der skal sættes i gang for at opnå en egentlig og varig forandring.

Tilsynet finder sted hver dag

Forvaltningskonsulenter, der arbejder med tilsyn, skal både kunne formidle konklusioner på tilsynet og gå i dialog med dagtilbuddet om, hvilke indsatser, der kan understøtte den ønskede udvikling. Og sidst men ikke mindst skal forvaltningen følge op på, om konklusionerne på tilsynet og de aftalte indsatser fører til en forbedret praksis afledt af tilsynene.

I en undersøgelse som Komponent har gennemført, viser det sig, at det især er arbejdet med opfølgning og forandringsprocesser, som kan være udfordrende for tilsynsførende konsulenter og ledelser[1]: I forhold til de nævnte kompetencer så vurderer både dagtilbudschefer og tilsynsførende konsulenter selv, at de har et godt kendskab til lovgivningen bag tilsyn, og forvaltningskonsulenter vurderer også, at de lykkedes godt med både at formidle konklusioner på tilsynet, og at komme med konkrete anbefalinger på baggrund af dem. Men de er også enige om, at det er en udfordring at skabe varige kvalitative forbedringer på baggrund af tilsyn og i den sammenhæng skabe en større tydelighed til den styrkede pædagogiske læreplan og det pædagogiske grundlag. Derfor er der behov for at arbejdet med at tilsynet sker kontinuerligt og tæt på praksis.”, siger Lisbeth Tarp Mouritzen, chefkonsulent i Komponent.

Tilsyn i dagtilbud er ikke blot noget, der sker ved et tilsynsbesøg en gang eller to om året. Det finder sted hver dag og ud fra forskellige aktørers perspektiver. Det gælder fx forældre, PPR og andre samarbejdspartnere. Derfor er det vigtigt, at konsulenter har kompetence til at påtage sig rollen med ledelse af læring og forandringsprocesser. Eller som en konsulent siger: ”Det er let at komme med gode råd, det er svært at skabe forandring, det er svært at skabe forandring i en kompleks hverdagspraksis, hvor der er meget (nyt) på spil.”. Komponents undersøgelse peger på, at kommunernes arbejde med at koble tilsyn med øget kvalitet i dagtilbud kan understøttes gennem kompetenceudvikling af konsulenterne, hvor de bliver styrket i at lede forandringsprocesser, sparring og faglig støtte til dagtilbuddene.

Ledelse af forandrings- og samarbejdsprocesser

Komponent har udviklet et kompetenceforløb for konsulenter, der arbejder med tilsyn, som sætter fokus på, hvordan konsulentens konkrete ”greb” og systematik kan styrke arbejdet med kontinuerlig forbedring af den pædagogiske praksis sammen med dagtilbudslederne. “Et tilsyn er dokumentation og evaluering af de kommunale dagtilbud og skal være et vigtigt redskab til kvalificering af praksis. Her har data og metodiske greb en stor betydning for praksis, arbejdsform og samarbejde med alle i og omkring dagtilbuddene. Derfor skal konsulenter og ledere være stærke til at omsætte evalueringsteorier og -metoder til praksis og få en større bevidsthed om betydningen af metodiske greb i tilsynspraksis Når evalueringens metoder tænkes ind som en integreret del af tilsynsprocessen, bliver det et vigtigt redskab til løbende justering og udvikling af den pædagogiske praksis i samarbejde med dagtilbuddene. For eksempel synes konsulenterne, at det er svært at producere nyt kvalitativt data, der kan anvendes i tilsynet, og identificere kvalitetsindikatorer i den data, der er til rådighed i tilsynet”, siger Susanne Harder, chefkonsulent Komponent.

Et konstruktivt samarbejde, og dialogerne med dagtilbuddene om en ønsket forbedret praksis på særlige områder, er afgørende for en forandring, derfor skal der også sættes fokus på at have en skærpet bevidsthed om kommunikation og eget fokus. Særligt, når der er et ønske om at styrke en cirkulær forståelse af tilsynet og skabelsen af en organisatorisk forankring, er det fundamentalt afgørende at vurderingskriterierne er tydelige og forståelige for alle. Det betyder, at den enkelte konsulent skal være stærk i at kommunikere sammenhængen mellem indsatser, metode og formål, så det giver mening for ledere, medarbejdere og forældre. Konsulenten skal kunne involvere relevante samarbejdspartnere i processen og besidde et repertoire af forskellige metoder til at få større viden og indsigt i de forskellige perspektiver og interesser, der er i forhold til tilsynsopgaven, og hvilken betydning, det kan have for konsulentens egen praksis og position.

En øget bevidsthed om egen praksis og position kan bl.a. også bidrage til at skærpe opmærksomheden på egne blinde pletter i tilsynet og kravet om uvildighed i tilsynet. Arbejdet med uvildighed kan understøttes gennem koordinerede forståelser af tilsynsprocedurer og metodikker. Ligeledes kan involvering af forskellige aktører i udførelse og opfølgning af tilsyn styrke uvildigheden. Det pædagogiske grundlag i læreplanen og den styrkede pædagogiske læreplan skal stå klart og tydeligt for alle, når kvalitet formuleres, sikres eller identificeres. Ikke kun én gang om året men hver dag.

Disse perspektiver på tilsynskompetencer bliver udfoldet i Komponents kompetenceudviklingsforløb.

Mere information om kompetenceudviklingsforløbet kan findes her.

[1] Komponent, som tilbyder kompetenceudvikling og efteruddannelse som understøtter kommunernes udvikling, har gennemført en undersøgelse for at afdække udfordringer og kompetencebehov for tilsynsførende i dagtilbud. ​Undersøgelsens resultater indgår i udviklingsarbejdet sammen med en række øvrige undersøgelser og dialoger med relevante aktører og grupper på området om at styrke kvaliteten i dagtilbud​. Undersøgelsen er gennemført i februar 2021 som en spørgeskemaundersøgelse.