Virksomhederne som medspiller i beskæftigelsesindsatsen

Aarhus Kommune: Proshop - Det betaler sig at satse på skæve profiler

Det betaler sig at satse på skæve profiler 

Hvor kan man finde den næste medarbejder? For Proshop er Jobcenter Aarhus et godt bud.

”Vi bruger Jobcenter Aarhus som rekrutteringskanal. Uanset om vi skal ansætte en ny it-projektleder eller en lagerarbejder,” fortæller Ivan Jæger Christiansen, CEO for Proshop i Højbjerg.

Proshop er en online detailvirksomhed med mere end 200.000 varenumre. Virksomheden har i de seneste år skabt succes, hvilket blandt andet skyldes en alternativ tilgang til rekruttering.

”Vi tror på, at folk med en anderledes profil kan gøre det godt. Vi får nogle folk ind, som har oplevet mange afslag, så de har en fantastisk ydmyghed og sult efter at bevise deres værd,” forklarer Ivan.

Skal Jobcentret finde din næste medarbejder?

Hos Proshop er det ingen hemmelighed, at det menneskelige hensyn om at favne bredt går hånd i hånd med en økonomisk gulerod.

Samarbejdet med Jobcenter Aarhus giver Proshop gode muligheder for at se kandidaterne an i de første måneder og vurdere, om de skal fastansættes – hvilket de bliver i de fleste tilfælde. Virksomheden har ansat mange dygtige folk, eksempelvis en IT-projektleder, en IT-udvikler samt en marketingspecialist.

Jobcentret hjælper bl.a. med rekruttering af højtuddannede til administrationen. Når Proshop henvender sig med et rekrutteringsbehov, reagerer jobcentret hurtigt med at få afklaret jobfunktion samt ønsket profil. Herefter udsøges relevante kandidater og CV’er fremsendes til Proshop, som kalder kandidater til samtale.

Ivan er klar i spyttet: ”Jobcenter Aarhus fortjener ros. De reagerer hurtigt og har gode kandidater til en lang række forskellige stillinger. Jeg anbefaler derfor alle at give jobcentret en chance – for mon ikke der også er nogle spændende kandidater for dig?”

Fakta

  • Proshop har cirka 150 ansatte – mindst 15 af dem er rekrutteret via Jobcenter Aarhus
  • Proshop har ansat alt fra højtuddannede akademikere til ufaglærte på lageret
  • Akademikere er en gevinst for små og mellemstore virksomheder – og det skal udnyttes til at få flere i arbejde i Aarhus Kommune.