Beskæftigelse

Beskæftigelsesindsatsen under covid-19

Da Danmark grundet corona-krisen lukkede ned i foråret blev beskæftigelsesindsatsen suspenderet i perioden 12. marts til 27. maj 2020. KL har gennemført en række undersøgelser for at blive klogere på, hvordan kommunerne håndterede beskæftigelsesindsatsen under nedlukningen og hvordan medarbejdere, ledige og virksomheder oplevede de nye digitale kontaktformer.

Jobcentrene

Resultaterne fra jobcenterchef-undersøgelsen viser, at jobcentrene har fastholdt en tæt kontakt både med de ledige og med de lokale virksomheder under suspensionen af beskæftigelsesindsatsen. Jobcentrene har været i kontakt med alle målgrupper og matchet ledige til stillinger. Samtlige jobcentre i undersøgelsen har brugt telefon i deres kontakt med borgerne, mens 71 % har brugt videoløsninger. 9 ud 10 jobcentre vurderer, at det vil være en klar styrkelse eller en styrkelse af beskæftigelsesindsatsen, hvis de fremover også får mulighed for at afholde jobsamtaler via telefon eller video. Medarbejderundersøgelsen viser, at hele 84 % af medarbejderne på jobcentrene vurderer, at borgerne har taget positivt imod at blive kontaktet via fx telefon, mail, skype eller Teams.

  

De ledige 

For de ledige gælder, at 81 % er tilfredse eller meget tilfredse med kontakten med jobcentret, mens kun 5 % er utilfredse eller meget utilfredse. Tilfredsheden er højest blandt borgere på sygedagpenge og lavest blandt borgere på uddannelseshjælp. Størstedelen af borgerne har haft kontakt med jobcenteret mere end én gang og det har hyppigst været jobcenteret, der har taget initiativ til kontakten. 97 % af borgerne har haft telefonisk kontakt med jobcentret, mens kun 2 % har haft kontakt via video. 66 % af borgerne ville i meget høj grad eller i høj grad være meget interesserede i, at flere af deres samtaler og dialog med jobcenteret kunne foregå via telefon eller video. Kun 8 % af borgerne ønsker det Slet ikke eller I mindre grad.

 

Virksomhederne 

Hovedkonklusionerne fra virksomhedsundersøgelsen viser, at 83 % af virksomhederne overordnet er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenteret. Kun 5,4 % Er utilfredse eller meget utilfredse. Størstedelen af virksomhederne vil anbefale et samarbejde med jobcentret til andre virksomheder. Kontakten med virksomhederne er primært gennemført via telefon (73,1 %), mens en større procentdel (37,8 %) har haft kontakt med jobcentret via mail, sms, brev eller anden skriftlig kommunikation. Størstedelen af virksomhederne (40,9 %) mener, at jobcenteret kan hjælpe dem med vejledning om gældende regler ift. Praktik/løntilskud som følge af situationen omkring corona.

 

  • PDF

    Undersøgelse af de lediges oplevelse af kontakten med jobcentrene under nedlukningen.pdf

  • PDF

    Jobcentrenes indsats under suspensionen af beskæftigelsesindsatsen grundet covid-19.pdf

  • PDF

    Tilfredshedsmåling af jobcentrenes virksomhedsservice under corona 2. kvartal 2020.pdf

  • PDF

    Medarbejderundersøgelse om erfaringerne under corona.pdf