Debatindlæg: Vi løser ikke børns udfordringer i skolen, som vi behandler sygdomme i sundhedsvæsnet

Af Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg

Vi kender specialeplanlægning fra sundhedsområdet. Vi har brug for dygtige specialister, som er eksperter i at behandle kræftsygdomme, brækkede knogler og øjensygdomme. Det giver rigtig god mening.

Specialeplanlægning blev introduceret på skoleområdet i en bred politisk aftale fra marts 2022. Aftalen skal bl.a. sikre, at flere børn får det rette specialtilbud, når de ikke trives i folkeskolen.

Ønsket om at sikre at flere børn trives i skolen, er vi i KL meget enig i, men ikke løsningen.

Mistrivsel er ikke det samme som et brækket ben

Støtte til børn, der har det svært i skolen, kan ikke sidestilles med behandling af brækkede ben. Det kan måske give mening med fx ordblindhed, døvhed og blindhed at arbejde mere fokuseret med specialer. Men de fleste børn som har det svært, oplever flere sideløbende udfordringer.

Hvilket specialtilbud skal et barn med både ADHD og angst tilbydes? Hvilken diagnose skal der tages mest hensyn til i undervisningen til barnet? Hvis vi kategoriserer børns undervisningsbehov og undervisningstilbud, som der lægges op til i aftalen, er der en stor risiko for, at vi glemmer at forholde os til barnets samlede ressourcer og udfordringer, når vi skal hjælpe dem.

Børn udvikler sig hele tiden, og deres behov ændrer sig løbende. Skal vi til at flytte børn rundt mellem specialtilbud, som man flytter patienter mellem afdelinger på hospitalet?

Specialeplanlægning vil trække ressourcer ud af almenområdet

For KL er det afgørende, at langt hovedparten af børn og unge får undervisning i deres nærområde i tæt tilknytning til almenområdet, så de oplever at være en del af stærke børnefællesskaber. Nærhed har stor betydning i et børneliv, og lang transporttid til et specialiseret tilbud er sjældent en optimal løsning.

Specialeplanlægning vil trække løsninger og medarbejdere med specialpædagogiske kompetencer væk fra folkeskolen. Det risikerer at resultere i endnu større efterspørgsel på PPR-vurderinger og diagnoser – og i sidste ende specialtilbud. Og det vil der hverken være medarbejdere eller økonomi til.

Børns trivsel er en topprioritet

Det er bekymrende, at Christiansborg henter en styringslogik fra sundhedsområdet ind i folkeskolen uden at overveje alternativer. Børns trivsel og inkluderende læringsmiljøer i folkeskolen er en topprioritet i kommunerne, og mange steder gør man sig i disse år erfaringer med at skabe stærkere og mere rummelige almenmiljøer.

Vi skal blive endnu bedre til at hjælpe de børn, som ikke trives i folkeskolen tidligere. Det skal vi gøre med udgangspunkt i, hvilke tiltag tæt på almenområdet der bedst hjælper børn, så de går ud af folkeskolen med gode oplevelser og et afgangsbevis i bagagen.  

Så hvorfor ikke bruge pengene fra den politiske aftale på at spørge forskere, praktikere og organisationer omkring folkeskolen, hvordan vi sikrer høj ekspertise i forhold til de allermest specialiserede behov og samtidig skaber mere inkluderende læringsmiljøer i skolen?

Ministeren har netop nedsat det politiske forum Sammen om skolen til den slags opgaver, så der ikke bliver taget forhastede politiske beslutninger på folkeskolens vegne. I KL bidrager vi meget gerne til undersøgelsen, og der er helt sikkert også mange kommuner, som gerne vil dele ud af deres erfaringer.

Debatindlægget er bragt på Skolemonitor den 26. september 2022