01. september 2022
Debatindlæg: Sundhed tættere på borgeren kræver svære valg
Af Christina Krzyrosiak Hansen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, og Torben Klitmøller Hollmann, formand for social og sundhedssektoren i FOA.
Over hele landet kæmper kommunerne med at skaffe de medarbejdere, der skal til for at opretholde velfærden for både børn, unge og ældre. Sådan er det i dag. Når vi kigger på fremtidens sundhedsvæsen, så er der ændringer på vej, som kun gør den opgave større og sværere.
Sundheden skal tættere på borgerne – gerne tættere på dem, der har det sværest i vores samfund, og dem, der kommer for sent i behandling eller slet ikke i behandling. Det betyder, at mere behandling og forebyggelse flytter fra hospitalerne til kommunerne. Det betyder også, at det nære sundhedsvæsen skal kunne klare mere. Samtidig har regeringen og partierne bag sundhedsreformen annonceret 25 nærhospitaler, som også skal have en rolle i det nære sundhedsvæsen. Alt dét kræver reel nytænkning af vores sundhedsvæsen. Og så kræver det, at vi har de rigtige faglige medarbejdere de rigtige steder.
Lad os sige, at der bliver flyttet 10 procent af opgaverne fra hospitalerne til kommunerne. Det betyder, at kommunerne skal have kompetencerne til at løse de nye opgaver. Og kompetencer er lig med medarbejdere – ellers lykkes det ikke at flytte opgaverne tættere på borgerne. Men som det er nu, er der ikke så meget personale, så vi kan løfte de nye opgaver i kommunerne uden, at personalet følger med. Så i realiteten skal regionerne flytte medarbejdere svarende til 10 procent af opgaverne over til kommunerne. Personalet kan ikke findes andre steder.
Mange vil sige, at det er helt urealistisk at reducere aktiviteten på sygehusene med 10 procent i en tid, hvor demografien betyder flere og flere behandlingskrævende patienter. Givetvis. Og det er klart, at det kræver, at vi nytænker den måde, vi har indrettet vores sundhedsvæsen på – for vi kan ikke bare blive ved med at bygge ovenpå.
Eksemplet med de 10 procent illustrerer nemlig vores grundlæggende udfordring på sundhedsområdet; Problemet er ikke først og fremmest at skaffe penge nok til sundhed. Det handler om at skaffe medarbejdere i sundhedsvæsnet, og vel at mærke medarbejdere med en sundhedsfaglig uddannelse. Får kommunerne ikke de medarbejdere, de har brug for, så kan kommunerne ikke løse deres nuværende opgave og da slet ikke de nye opgaver.
Det centrale, er, at det er i kommunerne, specielt på ældreområdet, at vi forebygger indlæggelser. Det er i det nære sundhedsvæsen, vi griber borgerne og deres skavanker, før de udvikler sig til langvarige behandlingsforløb. Det er her, der skal sættes ind, hvis vi skal erstatte piller og skalpeller med træning, rehabilitering, kostvejledning og uddannelse i at mestre sin egen sygdom. Så borgerne kan bruge mindre tid på hospitalet og mere tid tæt på hjemmet. Men uden de faglige medarbejdere i kommunerne – og nok af dem – kan vi ikke sikre forebyggelse og tidlig opsporing, og vi kan ikke tage over, når lægen har startet behandlingen op. Det vil medføre flere unødvendige indlæggelser, dårligere liv og en ringere kvalitet for alle, der bruger vores sundheds- og ældreområde.
Så når vi taler om sundhedsvæsnet, om sundhed og forebyggelse – ja så starter det i kommunerne, og det kræver medarbejdere. Det betyder, at vi skal prioritere i opgaverne og tage svære beslutninger – for vi kan ikke det hele.
Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark d. 1. september 2022.
