Debatindlæg: Udfordring nummer 1 er boliger

Af Martin Damm, KL’s formand

Et tag over hovedet.

Det er måske nok det allervigtigste, vi kan give de ukrainere, der i disse måneder flygter fra deres hjemland. Husly er lig med tryghed i en ekstraordinær og for mange traumatiserende situation.

Før man kan genoptage – eller påbegynde en ny – hverdag, skal en seng at sove i og nogle trygge rammer være på plads.

Derfor er kommunerne også i fuld gang med at skaffe alle de indkvarteringsmuligheder, de kan – og det kræver ofte, at man finder på nye løsninger i en fart.

Mulighederne for indkvartering er meget forskellige i de enkelte kommuner: Nogle steder kan man stille sommerhuse, værelser på vandrehjem eller privat indkvartering til rådighed, andre steder kan man tage nedlagte institutioner, ældreboliger eller sygehuse i brug, endnu andre steder er der måske slet ikke en ledig boligmasse. Nogle står klar med ledig kapacitet til indkvartering, som er ressourcekrævende at oppebære, hvis den ikke bliver brugt. Nogle har arealer, hvor der kan sættes containerboliger eller pavilloner op. Fælles for alle kommuner er, at det kræver ressourcer at skrue op og ned for kapaciteten. Der skal tænkes kreativt – og det bliver der så sandelig også.

Manglen på boliger er kun blevet mere kritisk i lyset af flygtningesituationen. Længe har vi været udfordret med at finde boliger, der er billige nok til mange af de udsatte borgere i vores samfund. Og i denne aktuelle situation er vi stødt på en ny udfordring, nemlig at ukrainske kvinder med børn, der kommer til landet og har efterladt deres mand kæmpende ved fronten i Ukraine, ikke betragtes som enlige og dermed får en lavere ydelse, der kan gøre det svært at skaffe 7-8.000 kroner til huslejen.

Væk med benspænd

Hvis kommunerne skal finde boliger til mange tusinde ukrainske flygtninge, er det derfor afgørende, at vi får mulighed for at dispensere fra noget af den lovgivning og de regler, som vi ellers er forpligtet til at opfylde. Og at kommunerne sikres maksimal fleksibilitet, så der ikke er unødige benspænd for indsatsen.

Og heldigvis rykker regeringen og Folketinget også hurtigt på denne dagsorden. Et godt eksempel er reglerne i forhold til udsatte boligområder. Her er det rigtig godt, at regeringen og partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund nu – på opfordring fra os – har ændret på loven, så fordrevne ukrainere også kan bo i udsatte boligområder. Men der er ikke blevet ændret på, at de stadig tæller negativt i statistikkerne, fordi de har en ikke-vestlig baggrund og for manges vedkommende ikke har et job. Det er ærgerligt, for det vil udfordre en del kommuner, som nok vil vælge at se sig om efter andre indkvarteringsmuligheder, så mange års hårdt arbejde med at komme af ghettolisten ikke bliver spildt.

Et andet eksempel på noget, vi skal holde godt øje med, er fordelingen af ukrainere i landet. Her er det selvfølgelig vigtigt, at Udlændingestyrelsen sikrer, at man ikke bliver visiteret til en kommune i den anden ende af landet og får et job i den anden ende.

Trods kreativiteten overstiger indkvarteringsopgaven mange steder den kendte kapacitet. Derfor er det vigtigt med en løbende dialog mellem kommunerne og regeringen om, hvordan vi bedst kan planlægge kapaciteten – og om der er steder, hvor der er brug for yderligere fleksibilitet. Det kan fx være i forhold til regler, som begrænser anvisningsmuligheder i forskellige typer af boliger, eller den leje ukrainerne skal betale, muligheder for midlertidig udlejning af almene boliger og længere udlejning af sommerhuse.

Brug for klare rammer

Vi skal både kunne give de nytilkomne ukrainere ordentlige forhold, men også passe godt på vores velfærdssamfund.

Inden påske meldte regeringen ud, at den forventede op mod 40.000 ukrainere i Danmark efter påske. Samtidig har regeringen sagt, at vi skal forberede os på at modtage 100.000 flygtninge. Med ministerens seneste udmelding om ukrainerbyer og med den nye fordelingsnøgle in mente er mange kommuner gået i gang med forberedelsen.

Lige nu er vi på et niveau, hvor vi lige akkurat kan følge med, men inden længe skal vi formentlig sikre indkvarteringsmuligheder til 20.000 flygtninge, og så risikerer vores velfærdssystem at blive udfordret. Så vil det for mange være nærmest umuligt at skaffe boliger og andre velfærdsydelser. Og så vil det for alvor begynde at kunne mærkes på kommunernes muligheder for at give velfærd til de øvrige borgere. Runder vi 50.000 flygtninge, kan vi ganske enkelt ikke følge med.

En krig er noget nær umulig at forudsige forløbet af og en flygtningestrøm ligeså. Og måske netop derfor er der brug for, at regeringen melder klart ud med en national plan for, hvad både ukrainerne og danskerne kan forvente af samfundet i takt med, at antallet af flygtninge stiger.

Debatindlægget er bragt på Altinget By og Bolig den 6. maj 2022