Debatindlæg: Der er intet belæg for at flytte indsatsen for de forsikrede ledige

Af Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Jeg tror på at lade resultaterne tale for sig selv.

Så når man fx kan se i STAR’s løbende monitorering, at jobcentrene får flere i job end a-kasserne. Eller når 86 pct. af virksomhederne i en helt ny tilfredshedsmåling er tilfredse med deres samarbejde med jobcentrene. Så er det resultater, der er til at tage at føle på.

Vi kan også se, at tilfredsheden er højere blandt de borgere, der er en del af a-kasseforsøget og tilbringer de første 3 måneder af deres ledighedsforløb i a-kassen. Og det er også et resultat, vi skal lytte til. Jeg har stor respekt for a-kassernes arbejde, og de er en vigtig del af det danske beskæftigelsessystem, lige som jobcentrene er det. Men den høje tilfredshed er altså ikke et resultat, som man alene kan bruge til at konkludere, at a-kasserne vil være bedre end jobcentrene til at få de ledige i job. Som vi ellers ser flere aktører påstå – senest FH’s næstformand Ejner K. Holst i Altinget. Bl.a. ikke, fordi vilkårene er forskellige. A-kasserne kan fx som en del af forsøget holde færre obligatoriske samtaler, fordi de kan slå CV-samtaler og jobsamtaler sammen, hvilket de gør i næsten alle tilfældene. Og så forstår jeg egentlig godt, at de ledige er mere tilfredse. Når de ikke inden for 14 dage skal til en samtale i både jobcenteret og a-kassen. Men når vilkårene er forskellige, er det jo som at sammenligne æbler og pærer at sammenligne de to indsatser.

Ikke en god ide at flytte området

Det er ingen hemmelighed, at de politiske forhandlinger om en ’nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’ er i fuld gang og dermed også de forhandlinger, der skal spare 1,1 mia. kr. på jobcentrene for at finansiere Arne-pensionen. Og det er heller ingen hemmelighed, at der er mange fortalere for at flytte de første 3 til 6 måneder af de forsikrede lediges forløb til a-kasserne. Men det vil jeg gerne advare mod. For resultaterne viser os ikke, at dét er en god ide. Og samtidig vil det have en række særdeles uhensigtsmæssige følger.

Vi har nu i over 10 år haft et beskæftigelsessystem med én indgang for alle målgrupper, og det har overordnet været en succes. En af styrkerne er, at borgerne ikke skal have kontakt til flere forskellige myndigheder, hvis de skifter ydelse – fx hvis en ledig bliver syg og skal modtage sygedagpenge frem for dagpenge.

Derudover er det også en styrke, at dialogen med virksomhederne er samlet ét sted, uanset om det handler om rekruttering eller om at hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet. Flytter man indsatsen for de forsikrede ledige, skal virksomhederne til at manøvrere rundt i 22 forskellige aktører – ud over jobcenteret.

Når jobcenteret i dag er i dialog med en virksomhed om at finde en medarbejder til et job, viser der sig også ofte gode muligheder for at finde job til mere udsatte borgere via fx praktikker og småjob. Fordi der er et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem jobcenteret og virksomheden. Dét vil vi miste fuldstændig.

Og så argumenterer Ejner K. Holst godt nok for, at en ændret arbejdsdeling mellem a-kasser og jobcentre vil frigive ressourcer til at fokusere indsatsen på de personer, som også har andre problemer end ledighed. Men det er ikke sandt. Hvis a-kasseforsøget bliver ophøjet til virkelighed som en del af besparelserne i forbindelse med Arne-pensionen, bliver midlerne jo taget fra jobcentrene – med dertilhørende afskedigelser. Hvor de ekstra ressourcer til at sikre et tæt virksomhedssamarbejde og en indsats for de svage ledige så skulle komme fra, er et mysterium for mig.

Vi har brug for nytænkning af beskæftigelsesindsatsen. I dag er den præget af alt for rigide regler – med fokus på samtalerne for samtalerne skyld for eksempel. Og uden fokus på den ledige og dennes behov. Dét er her, vi skal nytænke. Derfor har vi fra KL foreslået et Virtuelt Jobunivers, som giver mulighed for et nyt og mere fleksibelt samarbejde mellem jobcentre og a-kasser – til gavn for borgerne. Hvor vi kan tage udgangspunkt i den borger, der kommer ind, og tilrettelægge indsatsen ud fra dennes behov, kompetencer og muligheder.

Så lad os nu tage udgangspunkt i resultaterne og ikke flytte på opgaverne uden hold i virkeligheden.

Debatindlægget er bragt på Altinget Arbejdsmarked den 23. juni 2022