21. januar 2022

Fraværet i landets dagtilbud vokser

Fravær hos personalet i landets dagtilbud er i denne uge vokset til 21 pct. For 15 pct. af institutionerne er mere end hver tredje medarbejder fraværende - det er en tredobling på en uge. Fraværet blandt børnene er også steget.

En ny undersøgelse fra KL viser, at 21 pct. af personalet i dagtilbud var fraværende mellem den 17. og 19. januar, fordi de var hjemsendt til test, isolation som nærkontakt, sygdom eller lignende. I sidste uge var tallet 16 pct.

Tallet er et gennemsnit og dækker over kommunale forskelle. I 15 pct. af institutionerne var der således mere end en tredjedel af personalet, som var fraværende uden mulighed for at erstatte med vikarer, overflytning af personale mv. Til sammenligning var tallet i sidste uge 5 pct. 65 kommuner har svaret på spørgsmålet.

Lidt færre børn i dagtilbud

Til gengæld er der lidt færre børn, som er mødt op i forhold til i sidste uge. Undersøgelsen viser således, at antallet af fremmødte børn i dagtilbud den 17.-19. december var 71 pct. af det samlede antal indmeldte børn på tværs af dagtilbud.

I sidste uge var tallet 80 procent. 70 kommuner har svaret på denne del af undersøgelsen.

×

Log ind