10. januar 2022

Debatindlæg: Ældreområdet er uløseligt forbundet med sundhedsområdet – én samlet plan er derfor nødvendig

Det er ikke alene sundhedsvæsenet, der har brug for en grundig reform. Politikerne på Christiansborg er nødt til at samtænke sundhedssektoren med ældreområdet – de to hænger uløseligt sammen, skriver KL's formand og næstformand i et indlæg.

Af KL's formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm

Statsministeren lancerede i sin nytårstale en ambition om »at starte helt forfra« på ældreområdet. Samtidig bebudede hun, at det sundhedsudspil, som har været længe undervejs, vil blive præsenteret snart.

KL hilser begge dele velkommen. For ældreområdet er under pres, og hele vinteren har vi hørt om, at sundhedsvæsnet er i knæ. Det burde egentlig ikke komme som en overraskelse for nogen. Kombinationen af corona i fremmarch, influenzasæson og pukler og ferieafvikling som følge af corona samt strejke tilspidser en situation, der i forvejen er på vej ud af kontrol. Det er blot et symptom på langt mere grundlæggende udfordringer på sundheds- og ældreområdet, som gennem mange år har fået lov til at vokse sig store lige foran vores øjne. Udfordringer, som den seneste coronavinterpakke på 1 mia. kr. til sygehusvæsenet heller ikke vil kunne løse. Det er alene symptombehandling.

Det er afgørende, at man med det samme tager højde for de mange sundhedsopgaver, der løses i ældreplejen. En selvstændig plan for ældreområdet og en anden plan for sundhedsområdet passer ikke med de ældres liv. Man er ikke ældre på ét tidspunkt og patient på et andet. Man er menneske hele tiden, og tingene skal hænge sammen. Der er derfor behov for, at man prioriterer en ambitiøs national plan for det samlede sundhedsvæsen. Én samlet plan, som populært sagt tager stilling til, hvem der skal løse hvad i sundhedsvæsenet, og hvad det er for en ældrepleje, vi skal have. Og en plan, der beskriver, hvilke kompetencer og ressourcer der skal være i det samlede sundhedsvæsen og ældreplejen. For sundhedsområdet er meget mere end sygehusvæsenet – den erkendelse er blot ikke nået til hele Christiansborg endnu.

Den perfekte storm

Løsningen ligger altså i at gentænke sundheds- og ældreområdet, så udgangspunktet bliver borgeren i sit nærmiljø, og undtagelsen bliver en indlæggelse eller specialiseret behandling. Der skal fokus på tidlige indsatser, og borgernes egne ressourcer skal i højsædet.

Det var faktisk den ambition, man havde i 00’erne, da man startede forandringerne af vores sygehusvæsen. Vi nedlagde de små sygehuse og byggede langt mere specialiserede akutsygehuse. Vi skar sengepladser, fordi mere og mere behandling kan gøres ambulant eller virtuelt. Det har været en god udvikling. Ingen tvivl om det. Behandlingen er blevet mere effektiv og skånsom, og ambitionen om, at borgerne ikke skal være indlagt længere tid end nødvendigt, er helt rigtig.

Men – og der er et stort men – det har gjort, at de specialiserede sygehuse ikke er gearede til ved egen kraft alene at håndtere de behov, som flere ældre, flere med psykisk lidelse og flere borgere med kronisk sygdom har nu og i de kommende år. Om fem år vil der være 75.000 flere danskere over 80 år og om blot 10 år 161.000 flere. Med alderen vil vi blive mere pleje- og behandlingskrævende, bl.a. fordi vi bliver mere udsatte for kronisk og anden langvarig sygdom. Alene for borgere med diabetes vil det betyde 1,5 mio. flere ambulante sygehusbesøg frem mod 2030. Dertil kommer, at knap 300.000 danskere i 2019 har en psykiatrisk diagnose – 50.000 flere end for fem år siden.

Det er med til at presse sygehusene, personalet løber hurtigere og hurtigere, og de kan ikke blive ved med at tage fra. Læg så en pandemi, en strejke og en influenzasæson oveni, og så har vi miseren – den perfekte storm, vi ser nu. Men var det ikke corona, der havde udløst stormen, ville den alligevel være indtruffet inden længe.

En anden virkelighed i kommunerne

Det var aldrig tanken, at de højt specialiserede sygehuse skulle stå alene med opgaven. Idéen var fra starten, at specialiseringen på sygehusene skulle gå hånd i hånd med et nært sundhedsvæsen, hvis fremmeste mål var at håndtere det almene og generelle. Idéen fik dog aldrig lov til at slå rod – hverken på regeringskontorerne eller på Christiansborg. Det nære sundhedsvæsen er med tiden blevet det glemte eller det ”gratis sundhedsvæsen”. I hvert fald fra centralt hold.

I kommunerne er virkeligheden dog en anden. Her har man gennem de seneste 10 år arbejdet hårdt med at styrke det nære sundhedsvæsen. Langt de fleste kommuner varetager i dag behandlingsopgaver, som for få år siden lå på hospitalerne; opgaver, som er gledet ud til kommunerne løbende, ofte uden finansiering. Det har frigjort kapacitet på sygehusene til de mere komplekse patienter. Sideløbende har kommuner været nødt til at opbygge en betydelig sengekapacitet med midlertidige døgnpladser til ofte ældre borgere, der er for dårlige til at være i eget hjem, men for raske til at være på sygehus. Det har også frigjort kapacitet på sygehusene.

Kommunerne løfter en kæmpe opgave på sundhedsområdet, som sikrer borgerne nære tilbud og understøtter sygehusenes mulighed for at sikre specialiserede behandlingstilbud. Det, kommunerne ved egen kraft har opbygget gennem de seneste 10-15 år, bærer kimen til at løse de grundlæggende udfordringer på sundheds- og ældreområdet. Men vi kan ikke gøre det alene.

En reform haster

Derfor efterspørger vi – i øvrigt sammen med et enigt og samlet sundhedsvæsen – en sundhedsreform. Det har vi efterspurgt gennem flere år nu. Fordi vi har kunnet se presset tage til år for år. Fordi den svære situation, vi står i nu på hospitalerne, har kunnet forudses længe. Fordi vi ønsker at fastholde et godt og solidt sundhedsvæsen, som rummer og favner alle borgere, der måtte have behov. Et velfungerende sundhedsvæsen har brug for både sygehuse, kommuner og almen praksis. Derfor skal vi have en samlet sundheds- og ældrereform, så vi får et langtidssikret og robust samlet sundhedsvæsen. Det haster.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 8. januar 2022

×

Log ind