04. februar 2022

Stadig højt fravær hos personalet i dagtilbud

Udfordringer med fravær hos personalet i dagtilbud er fortsat højt. Ny undersøgelse fra KL viser, at i 12 procent af landets dagtilbud er mere end hver tredje medarbejderikke på arbejde. På landsplan er fraværet blandt personalet på 20 procent.

Mere end hver tredje medarbejder var i 12 procent af landets dagtilbud fortsat ikke på arbejde på grund af coronasituationen mellem den 31. januar til 2. februar, fordi de var hjemsendt til test, isolation som nærkontakt, sygdom eller lignende.

Det viser en ny undersøgelse fra KL med tilbagemelding fra 67 af landets 98 kommuner. I sidste uge var tallet 17 procent. Dermed er der et lille fald i fraværet hos personalet i dagtilbud.

Det samme gælder på landsplan, hvor fraværet hos det pædagogiske personale nu er på 20 procent. Tallet er et gennemsnit og dækker over kommunale forskelle. Til sammenligning var tallet i sidste uge 23 procent.

Flere børn i dagtilbud

Undersøgelsen viser, at antallet af fremmødte børn i dagtilbud mellem den 31. januar til 2. februar var 77 procent af det samlede antal indmeldte børn på tværs af dagtilbud.

I sidste uge var tallet 70 procent. 67 kommuner har svaret på dette spørgsmål.

Fravær hos pædagogisk personale på skolerne

KL har i denne uge også spurgt til fravær hos det pædagogiske personale i landets folkeskoler.

Undersøgelsen viser, at 16 procent af det pædagogiske personale ikke var på arbejde på skolerne mellem den 31. januar til 2. februar. 62 kommuner har svaret på dette spørgsmål.

×

Log ind