22. februar 2022

Debatindlæg: Denne gang skal afbureaukratiseringen lykkes

Hvis Folketinget vil frisætte kommunernes opgaver, er vi klar til at gribe bolden. Klar til nytænkning og livtag med såvel statslig som egen overstyring. Det bedste velfærdssamfund er dér, hvor servicen kan tilpasses de behov, der er lokalt.

Af Jacob Bundsgaard og Martin Damm, KL’s formand og næstformand

Derfor har vi givet 7 kommuner mulighed for at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder. I det nye år vil vi tilbyde alle landets kommuner det samme. Så I lokalt kan skabe den folkeskole. Den ældrepleje. Den børnehave, I ønsker. Det er mit håb, at de nyvalgte borgmestre og byråd vil tage udfordringen op.

Sådan lød ambitionen fra statsminister Mette Frederiksen, da hun i sin nytårstale i år annoncerede, at alle kommuner skal have mulighed for at blive sat fri af næsten alle statslige regler på tre af de store kommunale ansvarsområder.

Større frihed lyder godt, og vi ser store potentialer i at styrke velfærdssamfundet ved at detailregulere mindre. Så hvis Folketinget mener det for alvor denne gang, er vi i den grad klar til at gribe bolden. På dagtilbuds-, skole- og ældreområdet. Men også gerne på især beskæftigelsesområdet, som er det område, der i dag er allermest tynget af regler, proceskrav, rettigheder og krav om specifikke måder at løse opgaverne på.

Det bedste velfærdssamfund er dér, hvor servicen kan tilpasses det behov, der er lokalt. Hvis man lægger standarder ud over hele den offentlige sektor, så alle skal have det samme niveau, så er der ikke mulighed for at tilpasse servicen til det faktiske behov. Vi kan ikke tage højde for, at nogle borgere er mere ressourcestærke end andre.

I en tid med mangel på arbejdskraft, hvor vi har svært ved at rekruttere, er ens standarder en meget dårlig måde at anvende ressourcerne på. Vi må ikke lave regler, der binder ressourcer til specifikke opgaver. Vi skal tværtimod sikre, at vi bruger medarbejdernes ressourcer dér, hvor der er behov.

Derfor er det vigtigt, at Folketinget reelt tør frisætte kommunerne og ikke begynder at opstille ”hegnspæle”, som gør, at der alligevel ikke er tale om frisætning.
Jacob Bundsgaard og Martin Damm

Lad os give et eksempel: Frem mod 2030 kommer der ca. 140.000 flere borgere over 80 år. Hvis nu nogen besluttede, at alle borgere over 80 år fremover skal have mindst to timers rengøring om ugen, vil det lægge beslag på i omegnen af 14,5 millioner ekstra arbejdstimer, svarende til godt 10.000 fuldtidsstillinger. Og det kommer så altså oveni de 16.000 SOSU’er, vi i forvejen mangler frem mod 2030.

Store forandringer kræver tålmodighed og mod

Derfor er det vigtigt, at Folketinget reelt tør frisætte kommunerne og ikke begynder at opstille ”hegnspæle”, som gør, at der alligevel ikke er tale om frisætning. De 91 øvrige kommuner bør have de samme frihedsgrader som de syv velfærdskommuner, der nu har været i gang i et års tid.

Og så skal Folketinget fastholde opbakningen. Det her bliver et kæmpe projekt, som kommer til at berøre rigtig mange borgere – og flere hundrede tusinder kommunale medarbejdere. Det kommer til at kræve tid at få omlagt opgaveløsningen og tålmodighed, når resultaterne skal evalueres.

Der vil opstå situationer, hvor borgere synes, de er blevet uretfærdigt behandlet, eller hvor der er sket fejl. Og her må Folketinget ikke med det samme ty til samrådsspørgsmål og ny lovgivning – som vi ser det i dag.

Det var slående, at stort set alle partier kom ud fra sommergruppemøderne sidste år og krævede større frihedsgrader til bl.a. skolerne. Da skoleåret så var knap 14 dage gammelt, var der en skoleleder, der forbød brugen af crop tops på sin skole, og det tog ikke de selvsamme frihedskrævende partier mange timer at konfrontere den ansvarlige minister og problematisere skolelederens beslutning. Det her handler ikke om, hvorvidt man bør forbyde crop tops eller ej, men eksemplet viser, at hvis Folketinget i sådan en sag føler sig kaldet til at reagere – hvad så, når skolelederen fx begynder at lave om i fagrækker osv.?

Reel frisætning kræver modet til forskellighed. Som vi fx ser i de syv velfærdskommuner. På dagtilbudsområdet kan kommunerne fravige regler om sprogvurdering og sprogstimulering. I Helsingør Kommune har de valgt at fastholde kravet om sprogvurdering af alle børn, mens Rebild Kommune lader det være op til det enkelte dagtilbud at vurdere, hvilke børn der skal sprogvurderes. På skoleområdet kan kommunerne også vælge at fravige reglerne om fag og fagfordeling samt minimumstimetal og de vejledende timetal for fagene. Det har nogle steder givet anledning til at organisere skoledagen på en anden måde med nye faglige blokke og nye fag.

Ansvaret skal placeres hos kommunalbestyrelserne

Hvis vi reelt skal lykkes med frisætningen denne gang, skal der være tillid til, at kommunalbestyrelserne i de 98 kommuner vil være garanter for, at vi får mange nye former for service, hvor fokus i mindre grad bliver på dokumentation og efterlevelse af proceskrav og i højere grad på at levere god service til borgere og lokalsamfund, men med udgangspunkt i lokale behov. 

Ambitionen bør være, at vi som offentlig sektor interesserer os mere for, hvad borgerne får ud af den offentlige service – altså hvilken kvalitet servicen har, frem for hvordan og af hvem den leveres af.
Jacob Bundsgaard og Martin Damm

Ambitionen bør være, at vi som offentlig sektor interesserer os mere for, hvad borgerne får ud af den offentlige service – altså hvilken kvalitet servicen har, frem for hvordan og af hvem den leveres af. Vi skal have ryddet op i unødvendige regler, processer og dokumentationskrav – både de nationalt fastsatte, men også vores egne. For vi skal selvfølgelig også bruge frisættelsen som anledning til at se på sig selv og på behovet for at rydde ud og rydde op i vores egne kommunale regler, arbejdsgange og dokumentationskrav, som også har hobet sig op i årenes løb.

Vi bør også bruge frisættelsen til at få løst nogle af de problemer, der har været uløst i mange år, og som er komplekse. Nina Smiths reformkommission ser nu på, hvordan vi kan reducere den gruppe af unge, der hverken får en uddannelse eller kommer i job. Det drejer sig om op mod 45.000 unge mennesker, og det har stort set været konstant i mange år. Tænk, hvis vi kunne bruge frisættelsen til at tilrettelægge nye, individuelle indsatser til den gruppe af unge, og vi så faktisk kunne lykkes med dem.

Vi er mere end klar i kommunerne. Hvis altså Folketinget reelt tør give slip denne gang.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 22. februar 2022

×

Log ind