15. oktober 2021

Kommunernes budgetter er på plads

Trods en historisk svær proces har alle kommuner nu vedtaget budgetterne for 2022, og de foreløbige indmeldinger, efter budgetterne er lukket, viser, at kommunerne holder sig inden for de økonomiske rammer, der er aftalt med regeringen.

Til næste år regner kommunerne med at levere velfærd til børn, ældre, borgere med handicap, kulturtilbud, erhvervsliv og meget mere for omkring 276 mia. kr.

Samtidig budgetterer kommunerne med udgifter til at bygge og renovere på omkring 19,8 mia. kr.

De samlede service- og anlægsudgifter forventes dermed at holde sig inden for de økonomiske rammer, som KL aftalte med regeringen i foråret. Og det, selvom det undervejs så umådelig svært ud at nå i mål.

”Jeg er utrolig glad for, at vi efter en ekstraordinær proces er lykkes med at komme i mål med budgettet for 2022. Vi har i år stået over for en historisk stor udfordring, men kommunerne har i fællesskab taget en svær opgave på sig, og det fortjener stor ros,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard og suppleres af næstformand Martin Damm:

”Det har krævet hårde prioriteringer hele raden rundt at komme i mål i år, og alle har måtte bøje sig for at nå hinanden. At det nu er lykkedes, vidner om et stærkt kommunalt sammenhold og en stor opbakning til at overholde de aftaler, vi indgår med regeringen,” siger Martin Damm.

Processen skal gentænkes

På baggrund af dette års udfordringer med at komme i mål lægger KL op til at gentænke det forløb, hvor kommunerne koordinerer budgetterne for at komme i mål ift. økonomiaftalen med regeringen.

”Vi har i borgmesterkredsen givet hinanden håndslag på, at der skal findes en ny proces, og den diskussion skal i gang umiddelbart efter valget. Det er afgørende, at alle kommuner oplever, at processen sker på en ordentlig måde,” siger Jacob Bundsgaard.

”Det, der er på spil her, er kommunernes frihed. Hvis vi gerne vil bevare den fleksibilitet og indflydelse, som vi har via vores samarbejde med regeringen i dag, så skal vi kunne overholde de aftaler, vi indgår. Derfor vil vi nu fra KL’s side lægge os i selen for at finde en model, alle kan se sig selv i,” siger Martin Damm.

De endelige budgettal for 2022 for kommunernes service- og anlægsudgifter offentliggøres af Danmarks Statistik til januar.